Vermund byder Støjberg velkommen: Hvis hun er enig i politik
Vælgerne må vurdere Inger Støjbergs fremtid i Folketinget, men Nye Borgerlige mener, at hun er værdig.

KV21: Valgfest hos Nye Borgerlige i Fredericia Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg er velkommen i Nye Borgerlige - på en betingelse - understreger partiformand Pernille Vermund efter Rigsrettens dom mandag.
- Ja, det er hun. Hvis hun ellers er enig i Nye Borgerliges politik, siger Vermund.
Udvalget til Valgs Prøvelse i Folketinget skal tirsdag eftermiddag have en åben drøftelse af, hvorvidt Inger Støjberg, som mandag blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, er værdig til at blive siddende i Folketinget.
Nye Borgerliges formand mener, at Støjberg trods dommen kan blive i Folketinget. Men senere må det være vælgernes dom. Når der er folketingsvalg næste gang.
- Vi mener, at det er et anliggende mellem folketingsmedlemmet og folketingsmedlemmets vælgere.
- Vi synes, at hun er værdig til at sidde i Folketinget, siger Vermund.
Nye Borgerlige støttede ikke en rigsretssag mod Inger Støjberg. Partiformanden har sagt, at hun ikke mener, at sagen kunne bære en sådan.
Men sådan endte det. Og dommen er faldet. Det tager Pernille Vermund til efterretning.
- Vi synes stadig, at det var ude af proportioner at rejse en rigsretssag. Men det ville være mærkeligt at leve i en retsstat og ikke anerkende en dom, siger Pernille Vermund.
/ritzau/