Lokalpolitik

Politiker følger to spor

Byråds - og folketingsmedlem Daniel Rugholm (K) er glad for begge poster.

Daniel Rugholm (K) blev indvalgt i Hjørring Byråd og måtte siden træde til som suppleant i Folketinget for Jacob Axel Nielsen. Arkivfoto: Bente Poder

Daniel Rugholm (K) blev indvalgt i Hjørring Byråd og måtte siden træde til som suppleant i Folketinget for Jacob Axel Nielsen. Arkivfoto: Bente Poder

Daniel Rugholm (K) har mildt sagt ikke kedet sig, siden han i november besluttede at kombinere sin plads i byrådet med en plads i Folketinget. - Det er virkelig spændende og det er efter min mening en fordel, at jeg sidder begge steder, siger Daniel Rugholm. Han afløste i november forhenværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen på dennes plads i Folketinget, da Jacob Axel Nielsen fik nyt job som direktør på et privathospital. Formandsopgøret i Det Konservative Folkeparti er blot den seneste hvirvelvind, han har været en del af. (Jeg pegede på Lene, indtil hun trak sig. Så var der en ny situation, siger Daniel Rugholm.) Da han blev medlem af folketinget mandag 1. november blev han som sit partis boligordfører på første arbejdsdag kastet ud i tætte forhandlinger om en ny boligaftale, som regeringen fik vedtaget sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Forhandlingerne blev færdige den efterfølgende mandag aften. Om tirsdagen blev finansloven vedtaget. Daniel Rugholm kan uden problemer bruge størstedelen af sin tid på sin altopslugende interesse for politik. Han er ugift og har ingen børn. Han har derfor ingen tidsmæssige problemer med at passe både sin plads i byrådet og sin plads i Folketinget. Byrådets udvalgsmøder ligger om mandagen, hvor han har fri fra Folketinget. Han arbejder i Folketinget fra tirsdag til fredag. - Mange siger, at man ikke kan holde til begge dele, men jeg synes, at de supplerer hinanden godt, siger Daniel Rugholm. - Det føles som om, det er to verdener. Nogle gange kunne jeg ønske mig, at flere folketingsmedlemmer havde en fod i den kommunale verden. Daniel Rugholm oplever dog ofte at blive spurgt til råds om kommunale emner, når han er til gruppemøder i Folketinget. Når han kommer hjem til byrådets udvalgsarbejde, bliver han til gengæld udspurgt af byrådskollegerne om intentionerne bag regeringens kommende folkeskoleudspil. - Den største forskel på byråd og folketing er niveauet og selvfølgelig størrelsen på beløbene, siger Daniel Rugholm. - Under boligforhandlingerne i Folketinget sad der altid en stribe "regnedrenge" bag os som straks gav sig til at regne på konsekvenserne af et forslag eller ringede til Finansministeriet for at tjekke tallene. - Det er ikke som at lave ny skolestruktur i Hjørring Kommune, hvor der lige skulle regnes på tallene over weekenden, før vi mødtes igen. Udtalelserne til pressen bliver også i højere grad vejet på en guldvægt efter hans indtræden i Folketinget. - Man skal tænke sig om hele tiden og ikke tale over sig, fordi man tror, at kameraerne er slukket. Efter indholdet af Karen Ellemanns skraldespand endte i Ekstra Bladet, skal man også overveje, hvad man putter i sin egen skraldespand, siger Daniel Rugholm. Arbejdspresset er stort, men for nylig fik byrådsmedlemmerne hver sin iPad - en lille computer i A4 størrelse. - Den gør det muligt, at jeg altid kan have alle byrådsdagsordener og bilag med mig uden at skulle slæbe rundt på en masse papir. Det er praktisk, siger Daniel Rugholm.