EMNER

Politiker foreslår landskamp på storskærm

Folketingsmedlem mener, at Aalborg skal gøre som Odense og vise landskampen mellem Danmark og Sverige 6. juni på storskærm.

Det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) opfordrer nu Aalborg-borgmester Henning G. Jensen til at gøre som fynboerne. Odense Kommune har nemlig valgt at købe rettighederne til kvalifikationskampen 6. juni mellem Sverige og Danmark - for at vise den for borgernes på storskærm i Odense. - Vi må også i Aalborg lave en fælles begivenhed, hvor vi viser kampen på storskærm. Jeg tror, mange aalborgensiske virksomheder gerne vil spytte i kassen til sådan en stor begivenhed, så vi rigtig kan juble med, når vi forhåbentlig banker svenskerne, siger Rasmus Prehn. Odense Kommune regner med, at det vil koste cirka 100.000 kroner at vise kampen. Beløbet regner de med at få ind via sponsorater. Men kan det ikke lade sig gøre, vil det blive kommunekassen, der betaler for festlighederne. - Skulle det blive situationen i Aalborg, er der stadig tale om et relativt beskedent beløb, når man tænker over, hvor mange aalborgensere der kan få glæde af det her, mener Rasmus Prehn.