Lokalpolitik

Politiker har bedt om orlov

Alvorlig sygdom tvinger Erik Nielsen til at tage orlov fra lokalpolitik

Erik Nielsen (DF) har søgt om orlov. Arkivfoto

Erik Nielsen (DF) har søgt om orlov. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:Stress og depression får nu Erik Nielsen (DF) til at søge orlov fra sit arbejde i Sammenlægningsudvalget i Vesthimmerlands Kommune. - Jeg har det rigtig skidt og er helt nede i kælderen på grund af stress og depression. Ti til femten gange om dagen kaster jeg op, og nu har jeg så valgt at søge om seks måneders orlov i et forsøg på at komme oven på igen, siger Erik Nielsen. Han fortsætter dog sit arbejde i Byrådet i Aalestrup Kommune indtil kommunesammenlægningen. Ifølge Erik Nielsen fik han allerede for et år siden den første advarsel fra lægerne. - Min læge sagde for et år siden, at der var noget galt. Men jeg troede, at jeg kunne tackle det. Jeg har mit eget firma og har altid gjort, hvad jeg kunne, for at stille alle tilfreds og nå alting. Men nu har lægerne sagt, at jeg er nødt til at geare ned. De frygter, at jeg ellers ikke vil komme igennem det, siger Erik Nielsen. Også fra hjemmefronten er han blevet bedt om at slappe af. - Min kone har mange gange sagt til mig mange, at jeg skal geare ned. Jeg har fået fantastisk meget støtte fra min kone og to børn, siger Erik Nielsen. Pligt til at stå frem Erik Nielsen har valgt at være helt åben om sin sygdom. Det synes han, at han skylder vælgerne. - Jeg fik rigtig mange personlige stemmer ved sidste valg, og jeg mener, at jeg har en pligt til at oplyse mine vælgere om, hvordan det står til, siger en afklaret Erik Nielsen. Støtte fra gruppen Erik Nielsen havde egentlig besluttet, at han ikke ville genopstille, men ved sidste valg opfordrede Dansk Folkeparti ham til at stille op. - Jeg har ikke fortrudt, at jeg stillede op, og jeg var lykkelig efter valget. Man tror altid, at det nok skal gå, forklarer Erik Nielsen. Det var umiddelbart før et møde i Sammenlægningsudvalget forleden, at Erik Nielsen pludselig rejste sig op for at meddele, at han havde brug for orlov. - Sammenlægningsudvalget vidste ikke, at jeg ville komme med meddelelsen, men nogle havde nok forventet det. Min gruppe har opfordret mig til at tage en pause, for de var bange for, at jeg pludselig ikke ville være her mere, forklarer Erik Nielsen. Erik Nielsen forventer, at det bliver partikollegaen, Pia Hansen, der overtager den ledige plads i Sammenlægningsudvalget indtil han selv vender tilbage. Først skal Sammenlægningsudvalget dog formelt godkende orloven. Det sker formentligt ved udvalgets næste møde.