Politiker indrømmer fejl

Set i bakspejlet har vi ikke håndteret sagen korrekt, siger næstformand i familie- og beskæftigelsesudvalget.

Næstformanden i familie- og beskæftigelsesudvalget erkender, at Aalborg Kommune begik fejl i sagsbehandlingen af Rasmus Popenda. - Set i bakspejlet og efter at have set udsendelsen, så har vi ikke håndteret sagen korrekt, indrømmer Ane-Marie Viegh-Jørgensen og tilføjer så: - Når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at sagsbehandlere har gjort det, de mener, var rigtig i nuet. Ane-Marie Viegh-Jørgensen kom først ind i sagen, da hun blev medlem af udvalget 1. januar 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen. 10 måneder efter begår Rasmus Popenda drabet og den sag har sat sig spor i den fremtidige politik. - I dag tvangsfjerner vi langt flere børn end budgetteret og langt tidligere end vi plejer, og den beslutning sker da i skyggen af stadiondrabet, erkender Ane-Marie Viegh-Jørgensen. Kritikken om brugen af MST-terapi over for Popenda-familien tager hun også på sig. - Jeg kan ikke sige andet end ja til, at man sparer på den terapiform, men at man havde en politik om, at man brugte den i stedet for dyre anbringelser, kan jeg ikke sige noget om, da jeg som sagt først kom ind i sagen til sidst, siger Ane-Marie Viegh-Jørgensen. Selvom hun mener, at der er begået fejl i sagsbehandlingen og at kommunen burde have tvangsfjernet Rasmus Popenda, så vil hun personligt ikke drage nogle personer til ansvar. Og hun har endda selv ændret holdning til selve spørgsmålet om tvangsfjernelse. - Tidligere har jeg nok haft den holdning, at det skulle være et rigtig dårligt hjem, før man begyndte at snakke om tvangsfjernelse. I dag kigger jeg hurtigere på den mulighed af hensyn til barnets tarv. Jeg håber, at alle har lært af den her sag, men det har været dyre lærepenge, siger Ane-Marie Viegh-Jørgensen med slet skjult henvisning til drabet på Henrik Bjerremand Kristensen. Bedre uddannelse Rådmand Mai-Britt Iversen (S) understreger, at Aalborg Kommune er blevet mere bevidst om at uddanne sit personale i at håndtere sager om børns mistrivsel. - Personalet skal være bedre til at gå ind i den vanskelige dialog med forældre i familier med f.eks. misbrug og vold. - Desuden er familie- og beskæftigelsesudvalget på vej til at etablere en specialenhed, der skal tage sig af de tungeste sociale sager. I denne enhed vil hver medarbejder få færre sager og derfor mere tid til hver enkelt, siger rådmanden.