Lokalpolitik

Politiker: Ingen grund til at være bange for unge

Yderst sjældent at unge på institutioner giver problemer

SÆBY:- Jeg forstår godt, at folk er bekymrede, når der åbner en ny institution med kriminelle unge. Men erfaringerne fra amtet viser altså, at der intet er at være bange for. Sådan siger byråds- og amtsrådspolitiker Finn Jakobsen (V) med henvisning til den private institution på Vester Romvej i Præstbro, som efter planerne åbner om kort tid. Finn Jakobsen erkender, at det næsten altid skaber modstand, når sådanne institutioner åbner. - Bare tag "Granly" ved Understed. Her er der også tale om en døgninstitution for unge med problemer, og modstanden fra de nærmeste naboer var i begyndelsen stor. Der har dog aldrig været problemer, og beboerne på institutionen hjælper endda til på de nærliggende gårde, fortæller Finn Jakobsen. Ejendommen på Vester Romvej er privat ejet, men det er Nordjyllands Amt, der har ansvaret for, at forskellige krav bliver overholdt. - Man skal også tænke på, at der er mange pædagoger tilsknyttet. Og man skal tænke på, at pædagogerne også er der efter klokken 16.00, oplyser Finn Jakobsen. Den nye institution skaber så meget utryghed, at der i aften bliver holdt et borgermøde i klubhuset i Præstbro, hvor tingene skal drøftes igennem. På ejendommen Vester Romvej 20 kommer der højst til at bo ni unge, der alle har problemer af en eller anden art - for eksempel med narko eller kriminalitet.