Lokalpolitik

Politiker med mavefornemmelse

København, fredag /ritzau/ Dansk Folkepartis Louise Frevert er kommet i vælten efter kontroversielle udtalelser om muslimer. Hun er mavedanserinden, der kom i Folketinget. Den politiske storm, der fredag rejste sig omkring Dansk Folkepartis Louise Frevert, burde ikke slå den kendte politiker ud af kurs. I hvert fald er den 52-årige ordfører vant til en omblæst og omskiftelig tilværelse. Med en uddannelse som klassisk balletdanser lå det ikke lige for, at mavedansen og de skarpe politiske holdninger skulle blive hendes kendemærke, men vejen fra ballet til politik har heller ikke været helt traditionel. Som kun 18-årig dansede Louise Frevert hos shahen af Iran, der ville opbygge en national ballet i Teheran. I 70'erne var hun pornoskuespillerinde, og hun har prøvet kræfter med job som skuespiller, koreograf, sanger og konferencier. Oveni har hun siden 1985 drevet Danmarks Mavedanserskole på Vesterbro og i mere end 10 år været formand for Dansk Mavedanser Union. Derfra kunne man umiddelbart tro, at der er langt til det politiske spil på Christiansborg, men ifølge Frevert selv har de to verdner adskilligt til fælles. - Underholdningsbranchen er næsten lige så sladdervorn og hård i tonen som Christiansborg. Og jeg har været deltidspolitiker i mange år, så det var ikke en brat overgang til et mareridt at komme hertil, erklærede hun i et interview med Politiken i 2002. Louise Frevert debuterede som folkevalgt i 1994, da hun blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative - efter en utraditionel valgkamp med mavedans og orientalsk musik. Men i 1999 brød hun med partiet - der efter hendes mening var rykket for meget mod midten - og blev i stedet repræsentant for det forholdsvis nye Dansk Folkeparti. - Jeg føler fortsat, at jeg kan gøre et godt stykke arbejde. Og jeg har valgt Dansk Folkeparti, da dette partis politik er meget identisk med mine holdninger, sagde hun dengang Partiskiftet gav pote allerede to år efter, da hun i 2001 blev valgt ind i Folketinget, og siden da har hun været Dansk Folkepartis kultur-, ligestillings- og uddannelsespolitiske ordfører. Som uddannelsesordfører har hun særligt markeret sig, da hun i 2003 gjorde det til en mærkesag at fjerne statstilskuddet til den århusianske Kaospilotuddannelse, og som kulturordfører har hun kæmpet indædt mod regeringens planer om at flytte Rigsarkivet til Fyn. Oveni er hun Dansk Folkepartis spidskandidat til den københavnske overborgmesterpost ved kommunalvalget 15. november. I 2001 indgik hun i registreret partnerskab med Susanne Christiansen - det var Louise Freverts tredje ægteskab, men det første med en kvinde. Hun er desuden mor til fire børn. /ritzau/