Lokalpolitik

Politiker melder ikke hus forbi

Byrådsmedlem Lene Frandsen fik kritik på borgermøde om Sindals bymidte.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pakhustorvet er nedslidt, og der er mange muligheder for at snuble i huller i belægningsstenene.

- Undskyld jeg siger det Lene, men dit hus ser slemt ud. - Det gør ikke noget. Jeg ved det. Replikskiftet skete ved et borgermøde om områdefornyelse i en del af Sindal bymidte, hvor medarbejdere ved Plan og Udvikling, Hjørring Kommune fremlagde deres oplæg. Skydeskiven for bemærkningen om huset var byrådsmedlem Lene Frandsen (V), som ejer Vestergade 10. Det tidligere så flotte høje og meget synlige hus ved den vestlige indkørsel til Sindal har i længere tid været et af byens mest omtalte på grund af et forfaldent udseende. Huset har tidligere været lejet ud, og det har i nogen tid stået tomt. En renovering har dog trukket ud på grund af en brand, som ejeren fandt ud havde været der. - Men nu sker der noget. I næste uge får jeg lappet hullerne, og til foråret får jeg lavet huset, sagde Lene Frandsen til avisen. Første prioritering af fornyelse Plan og Udvikling havde til mødet lavet et bymidtekort, hvor afdelingen havde trukket tre områder frem som særlig interessante, Pakhustorvet, det store p-plads bag SuperBrugsen og ved stationen. - Vi er en gruppe, der synes strækningen Østergade og Vestergade skal med som det første, sagde Erling Johansen efter at borgerne havde summet i grupper. Han foreslog at den gamle realskolebygning i Østergade bliver væltet, når den holder op med at fungere som børnehave. - Vi ser det som en mulighed for at åbne op ned til Anlægget, som bliver brugt for lidt. Så skal der gøres noget ved området ved Lucala, som jeg mener skal væltes. I Vestergade ser vi Lene Frandsens hus som noget af det værste, fortsatte han. Indspark fra kunstudvalg Hendes hus ligger klods op af et grønt område langs den yderste del af Vestergade. Her får et kunstværk lavet af kunstneren Søren Friis formentlig en plads i et par år. - Vi har i kunstudvalget talt om, at det skal til Sindal, og det vil være et passende sted. Skulpturen har tidligere stået på Cirkuspladsen i Hirtshals, men taget ned, fordi cirkus ikke brød sig om den, oplyste Jens Holt Andersen, som via sit virke i udvalget for by- og landskabspleje i tidligere Sindal Kommune har en tilknytning til den nye kommunes kunstudvalg. Han har også talt med kunstudvalgets formand om muligheden for at få opsat en anden skulptur op ved en østlige indfaldsvej til Sindal. - Og så synes jeg at muren til Pakhustorvet skal væk, så vi får åbnet op ind i byen, tilføjede Jens Holt Andersen. Faldgrubleri Forsamlingen var enig om, at det også havde høj prioritet at forny Pakhustorvet, herunder at den totalt nedslidte belægning skiftes ud med noget mere holdbart end røde brosten. For som en af deltagerne bemærkede, så er hullerne i belægningen en oplagt mulighed for at falde på vej til apoteket. Mulighed for tilskud Pengene til områdefornyelse er søgt i Socialministeriet med henblik på at skabe en mere attraktiv bymidte i Sindal, men Bettina Hedeby fra Plan og Udvikling var på mødet åben for at gøre private husejere i det berørte område opmærksom på muligheden for at søge om tilskud til byfornyelse. På borgermødet blev der nedsat en dialoggruppe, som forvaltningen skal snakke med i det videre forløb med områdefornyelsen. Her meldte Lene Frandsen sig som den første, og desuden består gruppen af Jens Holt Andersen, Ole Wæhrens, Kim Jensen og Rasmus Vandkjær.