Lokalpolitik

Politiker og underskriftindsamler

Johannes Sørensen har det fint med at bytte rollerne om

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Biblioteket i Øster Hurup har åbent to dage om ugen og benyttes blandt andet af børnehavebørnene i byen. foto: lars pauli

MARIAGERFJORD:Hvordan vægter man 550 underskrifter imod en beslutning, man har truffet som politiker? Det spørgsmål lader sig ikke umiddelbart besvare, men Erik Kirkegaard Mikkelsen var i hvert fald ikke upåvirket, da han i går modtog underskrifterne mod lukningen af bibliotekerne i Øster Hurup, Veddum og Skelund. - Det gør altid et vist indtryk, og her er der jo tale om et ret stort antal i forhold til indbyggertallet derude, siger han. Omvendt er der de kolde økonomiske fakta at forholde sig til. - Budgettet er jo vedtaget, og nu har jeg i årevis som borgmester kæmpet for at holde budgetterne, og det vil jeg fortsætte med at gøre, så de i hvert fald bliver holdt inden for mit område, siger Erik Kirkegaard Mikkelsen. Johannes Sørensen har igennem sine mange år i politik flere gange måttet forholde sig til borgerprotester og underskriftsindsamlinger. Må tage hensyn Han har både prøvet at tage borgernes synspunkter til følge og afvise dem. - Det siges jo, at man kan få folk til at skrive under på hvad som helst, når bare det er gratis. Men det er en del af demokratiet. Hvis man vil noget med politik, så må man tage hensyn til, hvad borgerne mener, siger han. Johannes Sørensen har det fint med nu at have bytte rollen som politiker ud med rollen som underskriftindsamler, men mener ikke, at man altid skal lade sig styre af protester. - Når man skal vægte det som politiker, synes jeg, det kommer an på sammenhængen. Her taler vi om forholdsvis mange underskrifter indsamlet på kort tid, og det er ikke sådan, at vi har været ude at presse folk til skrive under. Jeg synes også, det betyder noget, at både lånere og folk, der ikke bruger bibliotekerne, har skrevet under. Det vidner om, at det er noget, vi står sammen om at bevare lokalt, siger Johannes Sørensen. Kompromisforslag Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke også har forståelse for de - økonomiske - spilleregler, der gælder. Johannes Sørensen havde nemlig også et kompromisforslag med til Erik Kirkegaard Mikkelsen. - Nu har vi i Øster Hurup og Skelund to åbningsdage om ugen. Hårdt presset kan vi måske gå med til kun én, så det kan give en besparelse, sagde Johannes Sørensen. En bevarelse af de små filialer vil dog gå ud over det kvalitetsløft på de store biblioteker, som også er målet med den nye biblioteksstruktur. - Jeg tror ikke, det er politikerne, der har fået den her ide. Det er snarere bibliotekarerne, der har tiltaget sig lidt for stor en opgave hér. Ser man på de store biblioteker, så har de et meget fint udbud af materialer. Det behøver ikke noget løft. Folkebibliotekerne er til gengæld en meget vigtigt del af kulturtilbuddet i de små samfund. De skal bevares, siger Johannes Sørensen.