Lokalpolitik

Politiker vil gifte sig med udvist kvinde

60-årige Kurt Borregaard, der repræsenterer Kristendemokraterne i amtsrådet, vil nu også hjælpe den udviste tamilske kvinde Vino Jeyasooriyan.

Kurt Borregaard fra Kristendemokraterne understreger, at han kun tilbyder at gifte sig med Vino, fordi han vil hjælpe hende til at blive i landet.

Kurt Borregaard fra Kristendemokraterne understreger, at han kun tilbyder at gifte sig med Vino, fordi han vil hjælpe hende til at blive i landet.

Han vil oven i købet tilbyde kvinden, at de kan blive gift, hvis det er det, der skal til for, at hun kan forblive i landet. - Jeg er ugift, så min civile status tillader, at jeg kan gifte mig med hende, siger Kurt Borregaard, som understreger, at han kun vil hjælpe. Men nogen vil måske opfatte det som om, at du forsøger at slå politisk plat på sagen? - Ja, det ved jeg godt. Men det er der ikke tale om. Hvis det viser sig, at Vino ikke er interesseret i at blive hjulpet med et giftermål, trækker jeg selvfølgelig følehornene tilbage, siger Kurt Borregaard. Skal ud og lede Som tidligere omtalt er den 25-årige kvinde udvist og har forgæves søgt om både opholdstilladelse og asyl. Hun kom til Danmark for godt tre år siden i forbindelse med et arrangeret ægteskab med en landsmand. Men ægtemanden var voldelig, og Vino kunne til sidste ikke holde samlivet ud og flyttede på krisecenter. Senere blev parret skilt, og da han har danske papirer, kunne han fortsat blive boende, mens Vino fik afslag af myndighederne. Vinos udvisning skulle have været effektueret tirsdag i sidste uge, men hun er gået under jorden. Og derfor vil Kurt Borregaard nu i første omgang forsøge at få kontakt med den tamilske kvinde og overbevise hende om, at ønsker at hjælpe hende. Han mener selv, at der er en god chance for, at han kan finde hende, selv om politiet ikke har været i stand til det. Han vil blandt andet forsøge via krisecentret at få oplysninger om Vinos omgangskreds, og ad den vej forsøge at komme i kontakt med hende. Kurt Borregaard oplyser, at han har opbakning i partiet til sin indsats, og han understreger, at det ikke er et forsøg på at tage politiske kegler på et andet menneske skæbne. - Jeg synes, at denne sag, som så mange andre asylsager, vidner om, at regeringen er gået alt for meget over i Pias retning, siger amtsrådsmedlemmet med henvisning til Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard. Han føler selv et medansvar for, at det er kommet så vidt. Han var en af de nordjyske forløbere, da Dansk Folkeparti skulle stiftes. Siden har han skiftet parti. - Der er ikke plads til mennesker. Paragrafferne bliver tolket alt få snævert og kommer i forreste række, siger Kurt Borregaard, som i sagen om Vino mener, at der har været alt for lidt fokus på den omstændighed, at Vino er kommet til Danmark via et arrangeret ægteskab. - Hun har ikke haft noget at skulle have sagt. Hun er bare blevet gift med en landsmand, der boede i Danmark. Og så er hun blevet mishandlet, og alligevel er det hende, der skal sendes ud af landet. Sødt men urealistisk Anette Rye, leder af krisecentret i Nørresundby, oplyser til NORDJYSKE, at sådan som hun kender Vino, tror hun ikke, at tanken om et proforma-ægteskab tiltaler hende. - Det er en sød tanke, men jeg tror, at hun har andet at tænke på lige i øjeblikket. For eksempel hvad der venter hende på Sri Lanka, siger Anette Rye, som sigter til, at Vino ifølge reglerne SKAL ud af landet under alle omstændigheder. Et giftermål stikker ikke en kæp i hjulet for udvisningen. Først fra hjemlandet kan der søges om at blive familiesammenført.