Politiker vil grave ned i tys-tys sag i Skagen

Udvalgsformand Mette Hardam vil se nærmere på sag om støj fra crossmaskiner

Lars Hofmeister
Siden 2013 har en sag om støj fra Skagen stået i stampe. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Kommunalpolitik 5. april 2018 07:09

SKAGEN: Den helt store skandale rullede, da det kom frem, at ugebladet Se og Hør havde brugt en såkaldt tys-tys kilde til at spore sig frem til kendte danskere.

Så stor en skandale finder vi dog ikke i Skagen.

Men byen på toppen har alligevel fået deres egen tys-tys sag.

Det virker i hvert fald som om, at sagen er mørkelagt. Og hvor der år efter år ikke sker noget som helst, selv om blandt andre Cross Klub Nord, Frederikshavn Kommune, Natur- og Miljøklagenævnet og Kystdirektoratet har været - eller er - på banen.

Men nu vil den nye formand for plan- og miljøudvalget, Mette Hardam (V), dykke ned i sagen, hvor det er crossmaskinerne i Skagen, som er i centrum.

Tilbage i 2013

Det hele begynder i 2013, da Frederikshavn Kommune modtager en klage over støj fra motocrossbanen på Buttervej, hvor Cross Klub Nord har base.

Klagen kom fra nogle naboer i bebyggelsen Skagen Nordstrand.

På grund af sjusk fra myndighederne har Cross Klub Nord aldrig fået en miljøgodkendelse, og Skagen Nordstrand klager over, at Frederikshavn Kommune ikke griber ind.

Lokalpolitikerne bakker dog crossklubben op.

De fremhæver, at Cross Klub Nord har været på adressen siden 1974, og at medlemmerne trods alt kun træner to gange om ugen.

Men siden 2013 er sagen altså vandret fra myndighed til myndighed. Og senest - i december 2016 - var daværende formand for plan- og miljøudvalget, Anders Brandt Sørensen (S) citeret for at sige.

- Hvis kommunen skal give en miljøgodkendelse, kræver det en ny lokalplan.

Vender tilbage

Mette Hardam er ikke bekendt med forløbet fra Skagen, men:

- Jeg vil se nærmere på sagen og vender tilbage, siger udvalgsformanden.

Formanden for Cross Klub Nord, Tom Grant Hansen, tager situationen med ophøjet ro. Selvom han også frygter for fremtiden.

- Kommunen sagde i sin tid, at så længe sagen kører, må vi også have lov til at køre. Og det har stået ved magt. Jeg er selvfølgelig bange for, at vi skal lukke. Men vi vil gøre alt for at få lov til at blive her, siger Tom Grant Hansen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...