Politikere beklager rod i ældreplejen

NIBE:Sygeplejerskerne har trukket sig ud af den arbejdsgruppe, der skal evaluere konsekvenserne af den nye struktur i ældreplejen, men er måske på vej tilbage. - Jeg går dog ud fra, at gruppen nu er trukket i arbejdstøjet igen, sagde formand for socialudvalget, Børge Hansen (V) på onsdagens byrådsmøde. Det var de dog ikke, men er måske atter klar efter et krisemøde torsdag mellem sygeplejerskerne, forvaltning og politikere. På denne uges byrådsmøde erkendte også Børge Hansen, at det var et enigt byråd, der i december 2001 vedtog den nye struktur, men kun som et forsøg på opfordring fra SFs Mogens O. Madsen. Forsøget skulle bedømmes efter et år, men det blev det ikke. - Jeg skal beklage, at det ikke er sket. Årsagen er, at ombygningen af plejehjemmet skulle tilendebringes, således, at vi som det har været besluttet i lang tid, kunne samle personalet på Solsidecentret. - Men byggeriet blev forsinket, og stod først færdigt i december sidste år. Nu flytter de ind, og vi evaluerer i marts. SFs Mogens O. Madsen tog initiativ til ældre-rapporten, roser den et langt stykke henad vejen for grundighed, men frygter, at også andre end sygeplejersker ind imellem har det skidt i ældreplejen. - Andre lider også af dårligt psykisk arbejdsmiljø, vurderer han. Venstre, Socialdemokraterne og SF registrerer, at kunderne i ældreplejen tilsyneladende er tilfredse og uberørte af den nye struktur. I 2003 modtog kommunen samlet fire klager - alle som konsekvens af adskillesen mellem rengøring og personlig pleje.