Politikere går til i stress

Stress bliver kaldt landets nye folkesygdom - og stress har et solidt tag i vores folkestyre. Tre ud af fire folketingspolitikere føler sig stressede, en mindre gruppe føler sig endda i "høj grad" stressede, viser Nordjyskes folketingsundersøgelse.

43 procent af politikerne angiver desuden, at deres gennemsnitlige arbejdsuge overstiger 60 timer. Værst er det dog, at hver fjerde politiker føler, at arbejdet vokser dem over hovedet. Både for dem selv og for os andre. Ifølge afdelingslæge og stressforsker Nanna Eller fra arbejdsmedicinsk klinik på Hillerød Sygehus er følelsen af, at man ikke lever op til omverdenens krav, den direkte vej til dårligt helbred og svigtende kvalitet i arbejdet. - Det er absolut uheldigt. Det er ikke per definition farligt at arbejde meget, hvis man nyder sit job. Men hvis man føler, at man ikke kan nå det, man skal, bliver man utilfreds og frustreret, og mange får for eksempel problemer med hukommelsen, siger Nanna Eller. Folketinget er ofte blevet kritiseret for at have for travlt med at lovgive, og at hastværket ender i lovsjusk. Der bliver dog ikke skåret ned. Også i det kommende folketingsår vil regeringen fremsætte de sædvanlige par hundrede lovforslag. Mandag bekendtgjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at regeringen vil fremsætte 220 individuelle lovforslag det kommende år. Det er Nana Ellers overbevisning, at livet som politiker sender dem direkte i farezonen for alvorlige stresssymptomer: De arbejder, sover og spiser på uregelmæssige tidspunkter, og deres fritid er aldrig 100 procent fri. Dertil kommer fed mad til arbejdsfrokoster og for meget alkohol, ligesom der bliver røget på mange af Christiansborgs kontorer. Folketingets næstformand og manden med det længste medlemskab, Svend Auken (S), genkender billedet. - Hvis man er et flittigt medlem, og det mener jeg langt de fleste af kollegerne er, så går man altid rundt med dårlig samvittighed. Svend Auken mener, at det hårde liv som folketingsmedlem har en uheldig konsekvens: - Folketinget er fuld af robuste typer. Bløde mennesker uden medfødt panser forsvinder ud igen. Jeg tror, at når det kniber med at få kvinder ind i politik, så skyldes det, at mange kvinder ikke ønsker at betale den høje pris, siger Svend Auken. E-mail og anden moderne kommunikation har oven i købet øget politikernes læsepensum, men han har svært ved at se en umiddelbar udvej. En mulighed var dog at give hver politiker sin egen sekretær.