Politikere glæder sig til renovering

Udvalgsformand giver fuld støtte til forbedringer af Farsø Skole

FARSØ:Når Farsø Skole efter alt at dømme snart får tilkendt penge til anden etape af sin store renovering, så kommer en række byrådspolitikere til at se glade og lettede på fra sidelinien. Ingen er nemlig i tvivl om, at renoveringen er hårdt tiltrængt, og at den i grunden burde have været gennemført for en del år siden. - Jeg har jo selv gået i Farsø Skole, og jeg kan gå ind og se det klasselokale jeg gik i, før jeg forlod skolen i 1966. Stort set intet er forandret siden da, siger således Kulturudvalgets formand, Søren Virenfeldt fra Farsølisten. - Sagen har været på vej i 13 år, og de første streger blev vist sat for ni år siden. Så det er bestemt på tide, at sagen bliver gennemført, siger han, der også har set budgettet vokse i de mellemliggende år. Først var grænsen sat til 15 millioner kroner, men i 2006 er de altså svulmet op til 33 millioner kroner. Det beløb som kulturudvalget netop har indstillet til godkendelse i Sammenlægningsudvalget for Vesthimmerland Kommune. Søren Virenfeldt venter bestemt at indstillingen her bliver godkendt, selv om det ikke længere er Farsø Kommune, der kan tage den slags dyre beslutninger. - Sammenlægningsudvalget har jo kendt til sagen længe og har ikke gjort indvendinger, så jeg er overbevist om, at de accepterer, siger Søren Virenfeldt.