Politikere holder fast ved budgetforlig

Ingen ændringsforslag ved 1. behandling i byrådet

Pandrup 14. september 2002 08:00

PANDRUP: Det er aldrig rart at spare, men det er nødvendigt, hvis Pandrup Kommune skal have rettet op på økonomien. Det var der enighed om ved 1. behandlingen af budgettet for 2003 på byrådsmødet torsdag aften. Ingen af de 17 byrådsmedlemmer følte sig kaldet til at komme med ændringsfordslag, og dermed blev der ikke flyttet et komma i det budgetforlig, som de folkevalgte havde med hjem fra budgetseminaret for 14 dage siden. Budgetforslaget betyder, at der skal spares 7,8 mio. kr. næste år. Det sociale område tilføres yderligere 15 mio. kr., og holder budgettet, kan der lægges 6,5 mio. kr. i den slunkne kommunekasse. Borgmester Flemming Jansen (V) fandt det meget positivt, at politikerne formåede at stå sammen. Det er en styrke, når byrådsmedlemmerne skal forklare borgerne, hvorfor der gennemføres besparelser, mente borgmesteren. - Alternativet til besparelserne var, at kommunens økonomi ville ligge i ruiner i løbet af kort tid, sagde Flemming Jansen. Han påpegede, at budgettet skulle ses som en investering i fremtiden, således at kommunen igen får økonomisk frihed til at foretage investeringer. Venstres gruppeformand Henrik C. Pedersen mente, at besparelserne trods alt blev mødt med en vis forståelse blandt borgerne. Men det er forståeligt, at borgere udtrykker skuffelse over nedskæringerne, sagde han og tilføjede, at det ville være konstruktivt at komme med forslag til alternative besparelser. Leif Stevn, gruppeformand for Socialdemokratiet, erkendte, at det havde været nødvendigt at sluge nogle kameler i forbindelse med budgetlægningen. Men det var ikke noget alternativ, påpegede han, for overskridelserne på det sociale budget nærmer sig det himmelråbende, mente Leif Stevn. Han kritiserede den borgerlige regering for at have sat kommunen i en situatiuon, hvor det er nødvendigt at spare så voldsomt, som det er tilfældet. Han havde gerne set, at kommunen kunne dreje lidt på skatteskruen, og han håbede, at der blev mulighed for at rette op på tingene i forbindelse med budget 2004. Morten Marinus Jørgensen (DF) fandt det tvingende nødvendigt at spare, hvis kommunen skal bevare sin selvstændighed. - Vi må spænde livremmen ind nu. Det er hård kost, men vi må leve med det, og jeg er især glad for, at der ikke er sket besparelser på hjemmehjælpen, sagde Morten Marinus Jørgensen, der så frem til, at kommunen får mulighed for at skabe udviklinmg, for det er der ikke meget plads til i budgettet for 2003, mente han. Søren P. Mortensen (S) understregede også, at økonomien skal rettes op. - Jeg kan ikke mindes, at kommunen har haft så lidt at gøre med, sagde han og betonede nødvendigheden af at have penge i kommunekassen til at imødegå uventede udgifter med. Den endelige vedtagelse af budgettet finder sted på byrådsmødet 2. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...