Lokalpolitik

Politikere i Hals kræver undersøgelse

Der lægges nu kraftigt politisk pres på borgmester Bent Sørensen (S) i Henriette Høgsbro-sagen.

I søndagens avis bekendtgjorde Keld Jul Vagner (V), at han via kommunens økonomiudvalg vil forsøge at få en undersøgelse af sagen og af administrationen igennem. Og der er forståelse for kravet fra andre af økonomiudvalgets medlemmer. - Jeg bakker Keld Jul Vagner op i kravet. Vi kan ikke holde til det her. Nu må vi have tingene undersøgt, siger Jens Møller, der er løsgænger i byrådet i Hals Kommune. Søndagens artikel om Venstres gruppeformand Johannes Elsnab, der fik en skideballe fra administrationen i Hals Kommune, fordi han i NORDJYSKE havde luftet sin holdning til, hvordan Venstre mente, at sagen skulle løses, gjorde indtryk på Jens Møller. Han er ikke enig i, at der eksisterer en aftale om, at byrådsmedlemmerne ikke må udtale sig i sagen. - Jeg vil ikke have mundkurv på. Hvad skal vi så med et folkestyre, siger han. Han er dog fortsat forsigtig med at udtale sig om den konkrete sag, som handler om, at børnehaveklasseleder Henriette Høgsbro blev fyret fra sit job på Hou Skole på ordre fra kommunaldirektør Erik Schmidt, efter at hun var blevet lovet af afdelingschef Flemming Kold Jensen, at hun kunne fortsætte i sit arbejde. - Jeg tror, der er begået fejl på begge sider. I hvert fald ser det ud til, at der er begået fejl fra kommunens side, og jeg synes, at den her sag giver anledning til, at man ser nærmere på hele administrationen, siger Jens Møller. Keld Petersen, der også er løsgænger og ligeledes medlem af økonomiudvalget, støtter også Keld Jul Vagner. - Det allerbedste ville være, om vi fik lavet en grundig uvildig undersøgelse af den her sag, så man kan få en afgørelse, som begge parter kan følge, siger Keld Petersen. Med de tre klare udmeldinger er det store spørgsmål, hvordan Venstres gruppeformand Johannes Elsnab stiller sig til sagen. Hvis Elsnab også bakker kravet om en undersøgelse op, er det ensbetydende med et flertal for en undersøgelse i økonomiudvalget. Men foreløbig siger Johannes Elsnab hverken til eller fra. - Det har jeg ikke taget stilling til endnu, siger han til NORDJYSKE. For Keld Jul Vagner handler sagen ikke længere udelukkende om en fyring af en vellidt børnehaveklasseleder på Hou Skole. Han synes, at sagen handler om, hvorvidt politikerne kan have tillid til administrationen i Hals Kommune. - Fra at starte som en kedelig men banal sag om samarbejdsproblemer, handler det nu om, hvorvidt vi kan stole på rapporterne, siger Keld Jul Vagner. Det var søndag ikke muligt at træffe borgmester Bent Sørensen (S) for en kommentar. Han oplyste i et læserbrev i NORDJYSKE i fredags, at Hals Kommune ikke længere ønsker at udtale sig i sagen.