Kunst

Politikere kræver flere gæster til kunst

Der er for få gæster på Nordjyllands Kunstmuseum, mener skole- og kulturudvalget i Aalborg, der nu kræver, at besøgstallet stiger med 40 procent i en fire-årig periode.

Det sker i forbindelse med, at de to parter er i færd med at indgå en resultataftale for 2005-2008. - Nordjyllands Kunstmuseum har været omdiskuteret i mange år, og vi synes, vi får for lidt ud af det, det er en stor flot bygning med mange spændende muligheder, så vi håber, at der kommer andre boller på suppen i form af, at lokale kunstnere måske kommer mere til orde, siger Henrik Nielsen (SF), der er medlem af skole- og kulturudvalget. Hvis Nordjyllands Kunstmuseum, der sidste år havde 47.032 gæster, ikke lever op til målene, kan det få konsekvenser. - I sin yderste konsekvens, så handler det om bevillinger, det er det yderste, men der er jo også et tillidsforhold mellem bestyrelse, ledelse og udvalget, siger Henrik Nielsen. Sidste år modtog museet cirka 6,2 mio. kr. fra kommunen, mens amtet og staten bidragede med henholdsvis 0,8 mio. kr. og 1,5 mio. kr. Formanden for Nordjyllands Kunstmuseum, Lars Bang Jensen, mener ikke, at udvalgets mål er realistisk. - Jeg betragter det ikke som seriøst at sige, at man kan kræve, at besøgstallet stiger med 40 procent, det er i mit hoved useriøst. Bestyrelsen mener derimod, at ti procent er et realistisk mål. - Man kan også godt gå efter og nå et meget voldsommere tal end de 10 procent, så skulle vi gå på kompromis med vores grundlag, altså det der står i museumsloven, man kan sige, at vi skulle tivolisere vores daglige drift, og det er bestyrelsen ikke interesseret i, og det har vi heller ikke lovgrundlag til.