Politik

Politikere må lære af flyskandale

TÅRNFALKEN Det kan godt være, at det - ifølge forsvarsminister Søren Gade - er en ”kanon beslutning” at sælge det skandaleombruste fly Tårnfalken til Canada. Men beslutningen havde unægteligt været noget mere ”kanon”, hvis der ikke havde været så dyre lærepenge forbundet med projektet, der har stået den danske stat i cirka 470 millioner kroner. Uden at det på noget tidspunkt er lykkedes at få flyene på vingerne. Selv hvis man fratrækker udgifter til bygninger, som åbenbart vil kunne bruges igen, har Tårnfalken stået skatteyderne i omkring 285 millioner kroner. Det gør ikke noget, hvis politikerne lærer af Tårnfalk-skandalen - og lader være med at lade os stå tilbage med et samlet tab på cirka 245 millioner kroner.