Lokalpolitik

Politikere opfordrer til tilbageholdenhed

Ingen indgreb her og nu, selv om kommunens økonomi forværres med 16 mio. kr. i år

BRØNDERSLEV:- Udvis sparsommelighed og tilbageholdenhed. Denne besked får alle udvalg, forvaltninger og institutioner, besluttede kommunens økonomiudvalg i går. Politikerne i økonomiudvalget fik en økonomirapport på bordet, der viser, at der for hele 2004 kan ventes et underskud på 16 mio. kr. i forhold til budgettet. - Vi har tidligere opfordret til tilbageholdenhed, og det har givet resultat, siger borgmester Jens Arne Hedegaard. Han understreger, at der ikke er grund til panik. Derfor var der heller ikke forslag om konkrete indgreb, som tidligere er oplevet. Opfordringen lyder på, at anskaffesler, der ikke er strengt nødvendige, udskydes til næste år. - Vi afventer den kulegravning, som administrationen er i gang med i forbindelse med forberedelserne til budget 2005. Her afdækkes nogle ting. Disse afdækninger - populært kaldet sparekataloger - fremlægges i august. Jens Arne Hedegaard sætter også sin lid til, at Christiansborg kommer kommunerne til undsætning. - Det er i hvert fald med i forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, siger Jens Arne Hedegaard. Han siger, at det er den stigende arbejdsløshed, der nu slår igennem på kommunens udgifter. - Det, at der inden for et år forsvinder 1700 arbejdspladser på Flextronics i Pandrup, rammer også os hårdt, for mange bor i Brønderslev Kommune, bemærker han. - Mange af de personer, der mister deres job, er ikke forsikrede, og her er det så kommunen, der må træde til. Der er også - som følge af den øgede ledighed - sket en stigning i antallet af økonomiske fripladser i daginstitutioner, og med hensyn til boligstøtte bliver den kommunale udgift også større. Jens Arne Hedegaard kan dog med tilfredshed konstatere, at Brønderslev Kommune ikke har en meget høj ledighed. De nyeste tal blev fremlagt i går, og her er Brønderslev pænt placeret i statistikken. Det er Jens Arne Hedegaards opfattelse, at det budget, der i efteråret blev lagt for 2004 var realistisk. - Vi kunne ikke på daværende tidspunkt se, at udgifterne ville øges på de områder, det er sket. - Vi kan ikke afvise folk ved døren. Og børn, der har det skidt i hjemmet, kan vi jo ikke lade blive.