Fodbold

Politikere ovenud tilfredse med rejse

Teknisk udvalg vendt hjem fyldt med ny inspiration

AALBORG:- Jeg tør godt love, at skatteyderne får fuld valuta for de penge, som denne studierejse har kostet. Løftet kommer fra Peter Reinau (V), næstformand i Aalborg Byråds tekniske udvalg. Sammen med flertallet af de øvrige udvalgsmedlemmer og nogle af forvaltningens topembedsmænd er han vendt hjem fra seks dages studierejse til Tyskland og Holland. Konstateringen er samtidig indirekte en "venlig" hilsen til partifællen Signe Friis, der meldte afbud til turen, fordi hun ikke mente at programmet var relevant nok. Hun understregede i samme åndedrag, at det er noget, som hver enkelt må gøre op med sig selv, og at hun ikke bebrejdede de øvrige udvalgsmedlemmer, at de tog afsted. Men nu kan Peter Reinau på udvalgets vegne altså fortælle Signe Friis og alle andre, som ikke var med på turen, at udbyttet overstiger alle forventninger. - Specielt den måde, hvorpå de har udnyttet og indarbejdet gamle industribygninger i Hamburg og Ruhr-området i nye, moderne projekter var yderst interessant. Den vellykkede måde, de har gjort det på, mener jeg sagtens vi kan lade os inspirere af her i Aalborg, hvor vi gerne skal have de gamle Nordkraft-bygninger til at harmonere med Musikkens Hus. Den gamle bygning, der har været mest diskussion om i Aalborg, er dog ikke Nordkraft. Det er kvægtorvet, som flere borgere kæmper for at redde på trods af, at politikerne har dømt til nedrivning i forbindelse med opførelsen af Musikkens Hus. Trods inspirationen var der dog ifølge Peter Reinau ingen af deltagerne på teknisk udvalgs studierejse, der blev så begejstrede, at de foreslog kvægtorvet bevaret. - Men vi fandt ud af, at det ikke bare gælder om at få saneret hele møget. Store, gamle industribygninger kan sagtens forvandles til restauranter, kontorer og beboelse og indgå i et moderne kvarter. Det oplevede vi flere steder. Set i bagklogskabens lys mener Peter Reinau således godt, at et par af de gamle indústribygninger på havnefronten mellem broerne kunne være bevaret og renoveret. I Ruhr-området oplevede politikerne fra Aalborg, hvordan myndighederne der havde givet naturen lov til at overtage nogle af de mest forurenende virksomheder, som forlængst er lukkede. De var ganske enkelt groet efter i træer, græs, blomster og ukrudt. Teknisk udvalg var også et smut i den hollandske by Groningen, der er Europas cykelby nummer et. Her er bymidten stort set bilfri. Bilisterne parkerer i p-huse i byens udkant, hvorefter de sætter sig på en cykel og tramper afsted. Politikerne og embedsmændene fra Aalborg var selv ude på en 24 kilometer lang cykeltur, hvoraf en del foregik på nogle af de 160 kilometer cykelsti i byen. Både på ud- og hjemturen havde aalborgenserne mulighed for at handle i kioskerne ved den dansk-tyske grænse. Men ifølge Peter Reinau var det ikke ret meget chokolade, vin eller øl, der blev slæbt med i bussen. - Dertil er der faktisk for lidt at spare i grænsekioskerne, bemærker han. Og jo. Politikerne var også en tur i Hamburgs berygtede forlystelseskvarter Sct. Pauli, der er kendt for sine mange værtshuse og bordeller. - Vi kørte igennem Reberbahn i bussen. Men vi så ikke en pind ud over forblæste neonreklamer, forsikrer teknisk udvalgs næstformand.