EMNER

Politikere på gaden mod kæmpevindmøller

Liberal Alliance, de Radikale og Enhedslisten talte dunder mod placeringen i Østerild Plantage.

Margrethe Vestager (R) mente, at naturen betaler en alt for høj pris ved en placering af testcentret i Østerild Plantage. Foto. Scanpix

Margrethe Vestager (R) mente, at naturen betaler en alt for høj pris ved en placering af testcentret i Østerild Plantage. Foto. Scanpix

Mens forslaget til loven om testcentret ved Østerild skulle behandles i Folketinget, demonstrerede Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Bedre Miljø på Højbro Plads nær Christiansborg, hvor også tilrejsende thyboer befandt sig. Demonstrationen var planlagt til at begynde en halv time før Folketingsmødet, og i den anledning gik tre folketingsmedlemmer på talerstolen for at udtrykke deres modstand mod mølleprojektet. Stor narresut Simon Emil Ammitzbøl fra Liberal Alliance tordnede imod projektet, som han ikke tror, har den folkelige opbakning i Thy, som lokalpolitikere giver indtryk af. - Så prøver de at lade som om, det vil føre til bunker af lokale arbejdspladser. Det er simpelthen den største narresut, man har leveret i nyere tid! De Radikales leder Margrethe Vestager bedyrede, at hendes modstand ikke var en modstand mod vindmøller. Hastværk og lastværk - Selvfølgelig skal vi have et testcenter, sagde hun. - Men vi har svaret meget klart, at det ikke skal være i Østerild. Først og fremmest fordi omkostningerne for naturen er så helt utrolig tung. Per Clausen kritiserede, at regeringen i årevis har undladt at planlægge et testcenter, så det kunne ske i en grundig og åben proces. - Langsommeligheden blev pludselig erstattet af hastværk. Nu skulle det gå hurtigt. Og nu er det endt med lastværk, fordi man har truffet den forkerte beslutning. De tre politikere ilede tilbage til Folketingssalen og talerstolen blev overtaget af naturforkæmpere og andre debattører.