Politikere på markvandring

Landmændene vil forklare, hvorfor de stadig bruger for meget sprøjtegift

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Målsætningen om mindre sprøjtning i landbruget er ikke nået - og kan ikke nås fuldt ud, mener landbruget. Der er kommet flere nye skadevoldere i afgrøderne.

KØBENHAVN:Danske landmænd bruger for meget sprøjtegift, og nu vil de forklare politikerne hvorfor, inden miljøminister Connie Hedegaard (K) skal i samråd om sagen. Dansk Landbrug har inviteret medlemmerne af Folketingets miljøudvalg på marktur 25. august, skriver Landbrugsavisen. Det er fire dage inden det samråd i Folketinget, hvor Connie Hedegaard skal gøre rede for, hvordan hun vil sikre, at kravene i Pesticidhandlingsplan III bliver overholdt. Baggrunden er statistikken over forbruget af sprøjtegift i 2005, som viste en stigende behandlingshyppighed på 2,32 mod 2,18 året før. Målet i planen er en hyppighed på 1,7 i 2009. - Den målsætning kan ikke nås. Det må alle erkende, siger viceformand Henrik Høegh, Dansk Landbrug, til avisen. Landmændene arbejder dog videre mod det lavest mulige forbrug og vil gerne have fagfolk og forskere til at bidrage til det, siger Henrik Høegh. Politikerne skal kende realiteterne om markbrug og pesticider, som de opleves i landbruget, og det er baggrunden for invitationen. - Vi vil fortælle om alle de tiltag, vi har gang i for at nedsætte forbruget, og forklare dem, at de forudsætninger, Bichel-udvalget i sin tid nedsatte, er skredet siden da. Blandt andet fordi vi har fået en række nye skadevoldere, man ikke kendte dengang, siger viceformanden. Bichel-udvalget blev nedsat for at regne på omkostningerne ved mindre brug af pesticider i landbruget. Målet for udflugten med politikerne bliver et landbrug i Ågerup ved Roskilde, som drives af Niels og Claus Ilsøe./ritzau/