Politikere sætter sig i den våde stol

Skyd politikerne i vandet ved FDF’s høst- og loppemarked på lørdag

FDF’s Høst- og loppemarked finder sted på lørdag 9. september på Bornholms Allé.
Frederikshavn 6. september 2017 13:46
FREDERIKSHAVN: Ved det store Høst- og Loppemarked i FDF Kredshuset på Bornholms Allé lørdag 9. september er det lykkes at lokke nogle lokalpolitikere til at stille op til en gang forhåbentligt festlig vandgang.

- FDFerne har lånt en "fald-i-vand-maskine". Her gælder det om at ramme en plade. Sker det, vil personen, der sidder over den store balje, falde i vandet.

De politikere, der har vist stort mod og turde stille op er Venstres borgmesterkandidat Jytte Høyrup og regionskandidat for Venstre Maria S. Christensen. Socialdemokratiet stiller med Claus "Lubi" Nedermark. Thomas Jensen repræsenterer De Konservative og fra Liberal Alliance kommer bl.a. Kasper Hugger Gade.

Første politiker sætter sig i den "våde stol" kl. 11.30.

Publikum vil desuden kunne forlyste sig med en masse musik fra FDFs eget brassband, ligesom det gamle "værfts-orkester" All Workers Brassband medvirker.

Foreningen Aktive Børn og Unge 9900, som holder til i FDF Kredshuset, tilbyde alle at prøve deres Sumo-Bryde dragter og Bumperballs. Der vil være en Ballon-klovn, og bål med mulighed for at lave sit eget snobrød.

Brandvæsenet stiller op med deres stigevogn, og man kan nyde udsigten over det meste af Nordbyen.

Høst- og loppemarkedet, som har været holdt i 40 år, er med til at finansiere det mangeartede børne og ungdomsarbejde som FDF driver med frivillige kræfter.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...