Lokalpolitik

Politikere siger ja til Lidl

Teknisk udvalg vil rette lokalplan til

SÆBY:I Skagen og Aalborg blev den tyske supermarkeds-koncern Lidl nærmest smidt på porten, men i Sæby siger politikerne velkommen. Teknisk udvalg er således klar til at lave den nødvendige justering af lokalplanen, så Lidl kan opføre en mega-butik skråt overfor rådhuset på Sæbygårdvej. - Vi er meget positive og tror, at det kan blive godt for Sæby at få en Lidl-butik. Det kan være, at folk i større omfang vil handle lokalt i stedet for at køre til Aalborg eller Frederikshavn, siger formanden for teknisk udvalg, Per Therkildsen (V). Nabohøring Lidl vil etablere sig i et område, der er udlagt til bolig- og erhvervsformål. Problemet kan dog løses ved, at der byttes rundt på to byggefelter i lokalplanen, og det er netop, hvad teknisk udvalg agter at gøre. - Men vi sender sagen ud i nabohøring i 14 dage. Det har vi jo lært, at vi skal, siger Per Therkildsen med henvisning til balladen om DLG-bygningen på havnen. Formanden håber, at justeringen af lokalplanen kan konfirmeres på byrådsmødet i september, og herefter vil Lidl kunne gå i gang. Ifølge Per Therkildsen vil der blive to adgangsveje til det store byggeri. Fra Stygge Krumpensvej vil vejen, der fører til Sæby Storkøb, blive forlænget, og desuden vil der blive etableret en ny ind- og udkørsel til Sæbygårdvej. Glad borgmester Sagen skal også en tur i økonomiudvalget. Formand for udvalget, fungerende borgmester Erling Thomsen (S), er også begejstret for udsigten til en ny mega-forretning. - Det er glædeligt, at store koncerner viser interesse for at investere i Sæby. Og selvfølgelig skal vi skabe mulighed for, at det kan lade dig gøre. Jeg kan kun se positive ting i det, siger Erling Thomsen. Han har med interesse læst i NORDJYSKE, at også storkøbmand Rode Andreasen og formanden for Sæby Handelsstandsforening, Flemming Thingbak, er begejstrede. - Det er dejligt, at også handelslivet kan se mulighederne i at få Lidl til byen. Samtidig glæder det mig meget, at den gamle "krig" mellem butikker i vest- og midtby er afløst af sammenhold og erkendelse af, at detailhandlen i Sæby skal ses som en helhed, siger den fungerende borgmester.