Politikere siger nej til adgangsforbud

BRØNDERSLEV:Politikerne iBrønderslev Kommunes økonomiudvalg kan ikke gå ind for politimester Poul Nørgaards forslag om at indføre et adgangsforbud for unge under 16 år på restauranter. Økonomiudvalget i Brønderslev drøftede sagen i går, og de er kommet frem til dette resultat. - Vi mener, at det er vigtigt, at der opnåes enighed i alle politikredse, siger borgmester Jens Arne Hedegaard (V). Han tilføjer, at politikerne i Brønderslev ikke mener, at der er grundlag for at ændre på de forhold, der er i dag. -Restauratørerne har et ansvar, og forældrene har også et ansvar over for deres børn, siger Jens Arne Hedegaard. Omkring de 13-14-årige siger Jens Arne Hedegaard, at de ikke har noget at gøre på værtshus overhovedet. Politikerne i økonomiudvalget iBrønderslev mener, at det er politiet, der må sørge for, at den lovgivning, der er på området, overholdes. Jens Arne Hedegaard er åben over for, at der arrangeres en konference, hvor der kigges nærmere på forhold omkring bevillinger. -Men det er vigtigt, at alle bliver enige, så reglerne er de samme i alle kommuner. Vi kan ikke have forskellige regler, siger han. Sagen skal drøftes på et fællesmøde senere mellem alle kommuner og politimester Poul Nørgaard.