Lokalpolitik

Politikere siger nej til parkeringsafgift

Ingen nordjyske byer vil indføre p-afgifter - de gratis pladser lokker kunder til byens butikker

NORDJYLLAND:Der er Aalborg og Skagen - og så er der groft sagt alle de andre nordjyske byer. I sidstnævnte kan bilister sætte bilen på en parkeringsplads i midtbyen uden at skulle have tegnebogen frem. Og sådan bliver det højst sandsynligt ved med at være, viser et rundspørge, NORDJYSKE Stiftstidende har foretaget. Situationen i Skagen er tilmed speciel, fordi p-gebyrerne kun opkræves i turistsæsonen. Alt imens diskussionen raser i Aalborg om et nyt p-system, der gælder hele året og gør det meget vanskeligt at finde en gratis p-plads i midtbyen, godter man sig i en række andre byer - og ser frem til at kunne drage fordel af den ny situation i landsdelens "hovedstad". Ganske vist vil handelsstanden i Frederikshavn og Hjørring ikke afvise, at p-afgifter kunne være en god måde til at få penge til forskønnelse af byen eller andre aktiviterer. I Horsens finansieres eksempelvis juleaktiviteterne i byen via p-afgifter, og den model kunne godt "på sigt" tiltale handelschef Søren Kærholm i Hjørring. Han forudser, at man i Hjørring vil få debat om betalt parkering, når der i forbindelse med et kommende indkøbscenter på Møller Lee-grunden i Hjørrings centrum etableres 400 underjordiske p-pladser, som bygherren formentlig skal have finansieret på en eller anden vis. Borgmester Bent Brown (S) er dog ikke tilhænger af p-afgifter: - Siden jeg kom med i politik i 1990, har det ikke været noget, der har været aktuelt. Skulle det på sigt komme på tale, mener jeg, at man skal tænke sig meget godt om, før man eventuelt beslutter sig for at indføre det, siger han. Aldrig problemer I Frederikshavn afviste handelsstanden for nogle år siden et forslag om en generel p-afgift. Ejvind Nielsen, formand for handelsforeningen Frederik, vil ikke afvise, at p-afgifter på et senere tidspunkt kunne være en fordel. Især hvis pengene bruges på at forskønne byen. Men som tingene ser ud i dag, er de handlende helst fri for p-afgifter: - Gratis parkering kan være med til at gøre det attraktivt at køre til Frederikshavn for at handle, siger han. Jens Hedegaard Kristensen, CD-byrådsmedlem og formand for tekniksk udvalg, siger, at i de 32 år, han har boet i Frederikshavn, har han aldrig haft problemer med at finde en ledig p-plads inden for 50-100 meters afstand fra midtbyen. - Og vi har ingen planer om at ændre det nuværende system, siger han. Samme melding giver borgmesteren i Brønderslev, Jens Arne Hedegaard (V), og Preben Christensen (S), der er formand for teknik og miljø-udvalget i Hobro byråd: - Jeg tror, der går mange år, før p-gebyrer i Hobro eventuelt kan komme på tale. Man skal aldrig sige aldrig, for vi kan jo ikke forudsige biltrafikkens omfang. Men i dag og et godt stykke frem i tiden tror jeg, at Hobro vil have gratis p-pladser og bruge det som et godt markedsføringsredskab. Det giver kunder Allerede nu har Hobro flere gange brugt de gratis p-pladser i reklamer, hvor byen søgte at profilere sig i forhold til Aalborg og Randers. - Og vi tror på, at det virker, siger handelsstandsforeningens formand, blomsterhandler Jacob Meulengracht. Det er vores klare erfaring, at det giver kunder, at vi har p-pladser, der er gratis og desuden ligger tæt på detailbutikkerne. Kunderne vil allerhelst kunne parkere foran forretningens hoveddør, siger han. Borgere, der vil parkere i Fjerritslev, skal ikke betale for det. Og det er der ingen overvejelser om at ændre på, lyder meldingen fra teknisk udvalgs formand, Jørgen Eriksen (V). I Hadsund tvivler formanden for handelsstandsforeningen, Aksel Jensen, som den eneste, NORDJYSKE Stiftstidende har talt med, på, at gratis p-pladser ligefrem kan få nogen til at handle et andet sted, end de ellers ville. - Hvis først man er besluttet på at tage til Aalborg, tror jeg, man gør det. Blandt andet fordi vareudbuddet i nogle forretninger er større end i Hadsund, selv om vore lokale forretninger selvfølgelig er parate til at skaffe de pågældende varer hjem, siger han.