Politikere skal før ind ved lokalplaner

r Lokalplaners vej fra tanke til en færdig plan for et område skal lettes, og de færdige lokalplaner skal være kortere og frem for alt lettere at forstå.

Kristian Schnoor (S): Processen skal forenkles

Kristian Schnoor (S): Processen skal forenkles

Og så skal der yderligere fokus på bæredygtighed. Det er målsætningen for et projekt, der er undervejs i plan & byg og miljøafdelingen under teknik- og miljøforvaltningen. - Det handler om at opnå en forenkling af processen, og det skulle gerne gøre det mere brugervenligt, siger Kristian Schnoor (S), næstformand for teknik- og miljøudvalget, som har haft den ændrede procedure til vurdering. Som en væsentlig ændring i forhold til processen peger han på fremkosten af et såkaldt startdokument, som går forud for, at der laves et forslag til lokalplan. - I startdokumentet forsøger man at beskrive de bindinger og forhold, der skal tages hensyn til. Det kigger vi på i udvalget, før forvaltningen tager fat på at lave det egentlige forslag, siger Schnoor, der påpeger, at det er en fordel for processen. - Med et startdokument kan vi se, om der er nogle problemer, som vi ligeså godt kan diskutere, før selve lokalplansarbejdet går i gang, siger næstformanden med henvisning til, at sådanne problemer i dag undertiden først dukker op, når lokalplansforslaget er lavet. Nogle af de ændringer, det kan føre med sig, vil ifølge Schnoors opfattelse kunne undgås med et startdokument. - Fordi mulige tidsler er ryddet af vejen, siger han. Udvalgets næstformand peger desuden på, at den ændrede procedure vil styrke forvaltningens mandat, når sagsbehandlerne i samarbejde med den aktuelle bygherre skal lave lokalplanforslaget. - I dag må de undertiden sige, at "det er vi nødt til at spørge politikerne om". Men det behøver de ikke, når udvalget er spurgt på forhånd, og vi så har meldt ud, at "det skal være sådan og sådan". Det bliver mere enkelt på denne her måde, siger han. Ikke bare processen skal gøres mere tidssvarende, det samme gælder den færdige lokalplan, der skal laves så den er læsbar på en skærm. Samtidig skal den via forenkling reduceres i omfang, så den er mere enkel og overskuelig. Målet er lokalplaner, der i omfang er 40 procent mindre omfangsrige end i dag. Det sidste skal blandt andet ske ved, at spørgsmål om bæredygtighed, der i dag er en del af lokalplanen, samles i et særskilt dokument, redegørelse for bæredygtighed. En af hensigterne med det er at styrke byrådets indsats for bæredygtighed og klimaforanstaltninger i planlægningen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.