Politikere tager på karavanetur

Lokalpolitik 1. august 2007 06:00

HJØRRING: Hvordan skal storkommunens fremtid se ud? Det vil politikerne gerne diskutere direkte med borgerne og områdets turister. Et udpluk af byrådsmedlemmerne tager derfor i karavane rundt til fire kystbyer samt Hjørring for at høre borgernes mening. Ideen er, at vi borgere bare møder op og får en snak med byrådspolitikerne, samt hører hvad politikerne mener om fremtidens Hjørring Kommune. Starten går i Løkken, hvor man 7. august 10.00 – 13.00 kan møde politikerne på Torvet ved Jyske Bank. Karavanens næste stop den dag bliver Lønstrup 14.00-17.00 på pladsen overfor Cafeen Lønstrup (den gamle biograf). Dagen efter begynder man 10.00-13.00 i Tversted på Tannisbugtvej overfor købmanden og fortsætter over middag 14.00-17.00 i Hirtshals på den Grønne Plads. Hjørring bliver rosinen i pølseenden med et arrangement 9. august kl. 11.00-14.00 på Sct. Olai Plads. Politikerne understreger, at borgernes mening tæller og opfordrer alle interesserede til at møde op og give sit besyv med. De forhåbentlig mange input og udvekslinger skal bruges som inspiration, når kommunens planstrategi skal endelig udarbejdes. Hvis man vil ”stikke tæerne i vandet, før man kaster sig i ud bølgerne”, kan man læse mere på www.planstrategi2007.dk. Karavanen er den del af høringsfasen til kommunens nye planforslag. Høringsfasen slutter 19. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...