Politikere trækker besparelse tilbage

Tre lederstillinger på Mariagerfjord Kommunes ældreområde, der blev skåret væk, genbesættes

Poul Bergmann (S): Man kan jo håbe på, at det lykkes at få luget ud i noget af det værste bureaukrati.Arkivfoto

Poul Bergmann (S): Man kan jo håbe på, at det lykkes at få luget ud i noget af det værste bureaukrati.Arkivfoto

MARIAGERFJORD:I Mariagerfjord Kommunes sundheds- og omsorgsudvalg erkender man nu, at sparekniven skar for dybt, da man fra januar 2012 skar tre af 12 lederstillinger på ældreområdet væk, skriver NORDJYSKE Stiftstidende torsdag.

Nu spoles tiden tilbage, de tre stillinger genbesættes, og udvalgsformand Poul Bergmann (S) erkender blankt, at det var en fejl.

- Både forvaltningen og vi mente dengang, at det var forsvarligt. Det har vist sig, at det var det ikke, og det må vi reagere på, siger han.

Statistisk set er der gode grunde til at opnormere på ledersiden.

I gennemsnit har de nuværende ni ledere hver omkring 70 ansatte under sig, og selv om man altså ansætter tre ledere mere, så vil det tal stadig befinde sig på et niveau langt over landsgennemsnittet.

- Det typiske billede i andre kommuner er, at lederne har mindre end halvt så mange ansatte under sig, så alene det er jo et tegn på, at vi presser forvaltningen og lederne ganske hårdt. For hårdt, tilføjer Poul Bergmann.

Han påpeger dog også, at omfattende krav om kontrol, dokumentation og afrapportering er med til at lægge beslag på unødvendigt mange ressourcer i det kommunale system.

- Men der er heldigvis meget fokus på det i øjeblikket, og man kan jo håbe på, at det lykkes at få luget ud i noget af det værste bureaukrati, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.