Politikere tvinges ind i sex-sag

Samtlige lærere på Strandby Skole sender brev til politikerne

Lasse Damsgaard
Jan Dyrgaard, (V), formand for kommunens børne-og ungeudvalg ser ¿alvorligt¿ på lærernes henvendelse og synes sagen er ¿træls¿. foto: michael bygballe
Skolevæsen 8. december 2007 05:00

STRANDBY: Politikerne i Vesthimmerlands Kommunes børne- og skoleudvalg bliver nu inddraget i embedsmændenes planer om fyring af skoleinspektøren på Strandby Skole, Kaare Maul. Det sker efter at lærergruppen på skolen i går forfattede et brev, der bakker 100 procent op omkring Kaare Maul, som har været fritaget for tjeneste siden slutningen af august. Han blev fritaget for tjeneste efter anklager om sexchikane fra en tidligere ansat på skolen, og nu har kommunen besluttet at indlede en afskedigelsessag. - Vi ser alvorligt på henvendelsen - og den kommer på vores udvalgsmøde på tirsdag, siger formanden for kommunens børne- og skoleudvalg, Jan Dyregaard (V), til NORDJYSKE Medier. - Vi har kort været orienteret om sagen i udvalget, men ellers har det været en sag, som er kørt i embedsmandsregi. Vi har netop lavet en kompetenceplan i Vesthimmerlands Kommune, hvoraf det fremgår, at det er embedsmændene i forvaltningen, der kan fyre en skoleleder. Så derfor har embedsmændene kørt sagen, siger Jan Dyregaard, der ellers ikke vil kommentere sagen fra Strandby. - Det er en personsag, så derfor vil jeg ikke sige noget. Men jeg kan godt sige så meget, at jeg synes det er en ¿træls¿ sag og at vi ikke tidligere har haft en sag, der bare ligner. Kvinden sendte sexchikane-klagen til kommunen, efter at forholdet var stoppet. Kaare Maul var gennem flere måneder kæreste med den kvindelige lærer, der nu er fratrådt. Det var klagen, der satte gang i fyringssagen, men en rapport fra Kommunernes Landsforening (KL) frikender skoleinspektøren for anklagerne. Og det er da heller ikke sexsagen, kommunen nu lægger til grund for at ville fyre Kaare Maul. Kommunen har sendt et varslingsbrev til Kaare Maul. Heraf fremgår det blandt andet, at kommunen ikke længere har tillid til ham som skoleinspektør. Kommunen tvivler også på, at skolelederen har den nødvendige opbakning fra sit personale, selvom der altså nu er sendt en støtteerklæring. Og selvom lærerne også støtte ham i KL-rapporten. Kritikken går også på, at Kaare Maul burde have orienteret sin viceskoleinspektør om, at han havde indledt et forhold til en af de ansatte på skolen. Det var, ifølge KL-rapporten, også forkert, da han viste sin tidligere kærestes klagebrev til tillidsrepræsentanten på skolen. Kaare Maul burde have behandlet brevet fortroligt, mener KL. Kommunen sendte torsdag et brev hjem med de 150 børn på skolen. Heraf fremgår det, at afskedigelsessagen ikke omfatter forhold af ¿krænkende eller kriminel karakter¿. Af gårsdagens avis fremgik det i øvrigt, at den tidligere skoleinspektør på Vester Hornum skole, Knud Erik Christensen, er konstitueret skoleinspektør på Strandby Skole fra på mandag. Han er ikke konstitueret, men har til gengæld givet tilsagn om at ville hjælpe med administrative opgaver et par dage om ugen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...