Lokalpolitik

Politikere uenige om handicapvenligt sommerhus

TVERSTED:Ejerne af en sommerhusgrund på Agerhønevej i Tversted har spurgt Hjørring Kommune, om de kan få lov at bygge deres kommende sommerhus lidt større end lokalplanen giver mulighed for. Ejerne ønsker at indrette huset handicapvenligt af hensyn til et familiemedlem, der sidder i kørestol, og påpeger desuden at der er stor efterspørgsel på handicapvenlige sommerhus blandt lejerne. De ønsker derfor at bygge 138 kvm, hvilket er 13 kvm mere end de kan bygge i henhold til lokalplanen. - Det giver vi afslag på. Man kan sagtens indrette et sommerhus handicapvenligt på 125 kvm, siger Per Harfeld (V), formand for plan- og miljøudvalget. Et enkelt medlem af udvalget, Jørgen Bing (SF), var dog ikke enig i denne beslutning. Han vil gerne være med til at give dispensation, hvis sommerhuset indrettes til kørestolsbrugere.