EMNER

Politikere: Vi bør blande os mindre

Da NORDJYSKE spurgte samtlige kandidater, om Folketinget i dag blander sig i for mange detaljer, svarede 44 ja.

18 sagde 'måske', mens blot otte mener, at politikerne på Christiansborg ikke stikker næsen i ting, de skulle holde sig fra. Blandt de 44, der synes, at Folketinget går for meget i detaljer, er en hel del nuværende folketingsmedlemmer, heriblandt veteranen Marianne Jelved (R) - med 20 år som folketingsmedlem bag sig: - Vi går helt afgjort for meget i detaljer. Det sker på mange felter: Ledelsen af universiteter, administration af hjemmehjælp og lærernes arbejde - plus meget mere, siger hun. Justitsminister Lene Espersen (K) er enig: - Vi skal være bedre til at skabe rammer og lade offentlige og private virksomheder selv bestemme detaljerne. Intet problem er for lille til, at vi politikere straks tilbyder en løsning via lovgivningen, siger hun. Et tredje folketingsmedlem, Birgitte Josefsen (V), ser kvalitetsreformen som et bud på en forbedring: - Den skal medvirke til, at flere beslutninger tages lokalt, siger hun. Ingen af de blot otte folketingskandidater, der svarer nej til, at Folketinget går for meget op i sager, de ikke skulle bruge tid på, sidder i dag i Folketinget. Irene Bonde fra Ny Alliance er en af de otte: - Jeg er faktisk godt tilfreds med detaljeringsgraden, siger hun. Rasmus Grejsen Lynge (DF) er enig: - Når man vælger politikere til at tage sig af hverdagens små og store problemer, kan man ikke tillade sig at kritisere dem for at gøre det, de er valgt til. Jeg synes, Folketinget tager sig af de områder, det skal beskæftige sig med, siger han. Lektor Johs. Andersen, AAU, mener, at de mange politikeres ja-svar til, at Folketinget blander sig for meget, illustrerer den menneskelige side af politikerne: - Når de kommer ud i virkeligheden som i valgkampen, oplever de alle eksemplerne på indblanding, siger han.