Politikere vil forhindre ludomani i Blokhus

Lokalpolitik 7. juni 2003 08:00

BLOKHUS: Teknik- og miljøudvalget vil ikke have, at Blokhus skal være hjemsted for ludomaneri. På den baggrund har udvalget således valgt at afvise en ansøgning fra SK Automatservice om at opstille 24 gevinstgivende spilleautomater Restaurant Lanternen i Blokhus. - Vi vil forhindre ludomani, og hvis man opstiller 24 spilleautomater, så er der jo tale om et direkte spillested, siger udvalgsformand Søren P. Mortensen (S). Opstillingen af spilleautomaterne har tidligere været behandlet, hvor udvalget ønskede at undersøge mulighederne for at nedlægge veto. Spillemyndigheden/Told og Skat undestreger i et brev til udvalget, at kommunens primære opgave er at sørge for at lokalplanen ikke bliver brudt. Opstilligen af spilleautomaterne er ikke i strid med lokalplanen, men udvalgets beslutning skal ses i lyset af debatten omkring ludomani, hvor skatteminister Svend Erik Hovmand (V) har opfordret til tilbageholdenhed med oprettelse af nye spillesteder. Det har Dansk Automatspil fulgt op på og vil ikke oprette nye spillesteder, hvis det strider mod kommunalbestyrelsen ønsker, og Søren P. Mortensen mener ikke, at det er uetisk af udvalget at forhindre opstillingen af automaterne, selvom der ikke brydes nogle regler. - Et sådant spillested kan jo tiltrække uheldige elementer og belaste området. Og det ønsker vi ikke, at Blokhus skal lægge ryg til. Det er jo det, vi er sat til at forhindre, siger han. Udvalget har dog tilkendegivet, at SK Automatservice kan opstille op til højst tre spilleautomater. SK Automatservice ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...