EMNER

Politikere vil hjælpe adoptionsfamilier

Skal adoptivfamilier og adopterede have den opfølgning og støtte, som NORDJYSKE på det seneste har vist, at de mangler kraftigt, er det familieminister Henriette Kjær (K) eller Folketinget, der skal affyre startskuddet. Familieministeren sagde for nylig nej til et forslag fra Adoption og Samfund om et videnscenter, og hun ønsker ikke at kommentere sagen. Til gengæld er der tilsyneladende stemning for en håndsrækning til adoptivfamilierne fra folketingssalen. Hele syv ud af tingets otte partier svarer via deres social- eller familieordfører, at det videns- og rådgivningshul, NORDJYSKE Stiftstidende har afdækket, bør fyldes ud. - Jeg har selv fået en del henvendelser fra adoptivfamilier, som har problemer. For eksempel en mor, der havde en teenagedatter, som ikke kunne finde ud af sin identitet. Så jeg er helt enig i, at der er et behov for et slags "efterværn" til adoptivfamilierne, måske i form af nogle netværksgrupper med nogle fagligt dygtige personer, der kan rådgive. Det vil jeg gerne bakke op om, siger Dansk Folkepartis familieordfører Pia Kristensen. Nytter ikke at græde Fra højre mod venstre rækkes hånden og forståelsen ud. SF og Enhedslisten er klar til at åbne et videnscenter, Socialdemokraterne, Kristendemokraterne og Radikale Venstre forestiller sig, at man kunne lave opfølgningskurser og klæde sundhedsplejerskerne på i adoption fra A til Z. Konservatives familieordfører Charlotte Dyremose lover – modsat sin tavse minister og partifælle – at lede efter penge i de sociale puljer. Faktisk er Venstre det eneste parti, som er skeptisk over for at gribe ind: - Det siger sådan set sig selv, at adopterede vil have en større frekvens af problemer, og jeg vil ikke sige, at vi skal gøre en hel masse, for så legaliserer vi problemerne. Jeg er bange for, at vi splitter nogle familier ved at få steder, hvor de kan gå hen med problemerne – det er bedre, at vi holder det inden for familien. Det kan ikke nytte, at man sætter sig ned og græder over, at ens adoptivbørn pludselig begynder at stille spørgsmål, siger familieordfører Inge Dahl-Sørensen (V). Socialordfører i Radikale Venstre Ida Jørgensen mener, at Sundhedsstyrelsen bør tage problemet op. Line Barfod (EL) kan sagtens forestille sig et lovindgreb. Hun vil begynde med at stille spørgsmål til ministeren, mens Charlotte Dyremose (K) og Villy Søvndal (SF) vil tage sagen op i Folketingets socialudvalg, hvis de får en konkret henvendelse fra adoptionsfamilierne.