Hospitaler

Politikere vil ikke prioritere sygehusløsningerne endnu

Et stort flertal i regionsrådet afviste tirsdag at slå fast, at sygehuset i Aalborg har første prioritet i Nordjylland.

I dén sygehusplan, regionsrådet vedtog i foråret, står der ganske vist, at sygehuset i Aalborg er regionens hovedsygehus. Men flertallet i regionsrådet vil ikke løsrevet fra sygehusplanen udtale sig om Aalborg Sygehus. Det kan skabe uro på de andre sygehuse, mener flertallet. 10 af regionsrådets 41 medlemmer støttede til gengæld, at man skulle sendt et signal om, at Aalborg Sygehus har første prioritet - og at det derfor er i Aalborg, man først og fremmest bør investere penge i de kommende år. Hovedparten af de 10 kommer fra regionsrådets små grupper, som har været lorne ved tanken om et nyt sygehus i Himmerland - nemlig SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Borgerlisten, Kristendemokraterne og De Radikale. Men Poul Erik Andreasen fra Socialdemokraterne og Venstres Ole B. Sørensen gik samtidig imod flertallet i deres egne grupper og tilsluttede sig de små partiers opfattelse. I sidste ende er det regeringen, der afgør, hvor mange penge Nordjylland får til sygehuse de kommende år.