Politikere vil straffe borgerne

Flere oppositionspolitikere er klar til at kriminalisere private, som modtager sort arbejde

Der bliver snakket en del om sort arbejde på Christiansborg i disse dage. Skatteministeren har lanceret en kampagne, Fair Play, som forsøger at bekæmpe sort arbejde med blandt andet store billboard-reklamer, og som opfølgning på kampagnen skal der i efteråret gennemføres en større lovpakke, som ministeren vil diskutere med oppositionen. Skatteminister Kristian Jensen (V) har indtil videre lagt op til, at ToldSkat skal foretage flere kontroller, og der skal slås hårdere ned på udførelsen af sort arbejde med højere straffe og bøder. Kriminaliser private Kampagnen Fair Play er primært lanceret som et angreb mod dem, som udfører sort arbejde, og lægger sig ikke ud med private borgere, som i dag risikofrit kan købe sort arbejde. Det vil flere politikere gerne ændre på. Jann Sjursen (KD) er medlem af skatteudvalget, og han mener, at der bør være samme regler for begge parter. - Det vil være logisk, hvis der gjaldt samme regler for både udfører og modtager af sort arbejde, siger han. Kristendemokraten bakker op om alle former for kampagner, der vil sort arbejde til livs, men han mener, at der mangler en væsentlig vinkel: - Der skal også ses på modtagerne af sort arbejde, siger han. Det ligger ganske godt i tråd med Morten Homann (SF), der mener, at det er lige så slemt at modtage sort arbejde som at udføre det. - Vi kan selvfølgelig diskutere, om der ikke skal være en minimumgrænse, så vi ikke kriminalisere vennetjenester. Men ellers er det i dag kun de lovlige skatteydere, som betaler til velfærdssamfundet. Derfor synes jeg, det ville være fint med en kriminalisering, siger Morten Homann. Morten Homann vil fremlægge et forslag om kriminalisering af private borgere, der får udført sort arbejde, når regeringens lovpakke bliver diskuteret i efteråret. - Det gør jeg kun fordi, jeg føler, at der er opbakning bag forslaget, påpeger han. Vil ikke overvåge Radikale Venstre er derimod ikke interesseret i at kriminalisere modtagerne af sort arbejde og foreslår i stedet en sænkning af skatten på arbejde. - Vi finder en fortrøstning i, at hvis man sænkede skatten på arbejde, så ville det være med til at gøre det sorte arbejde mere hvidt, siger ordfører Margrethe Vestager (RV). - Der er i dag alt for stor forskel på, hvad du skal betale en murer, og hvad du selv kan gøre det for, påpeger ordføreren. Hun ser en fare i, at man allerede er ved at træde ad sten, som vil føre til en yderligere overvågning af samfundet, og hun mener derfor ikke, at politikerne skal kriminalisere private borgere. De radikale ser i stedet en hjælp ved at omlægge skattesystemet og sænke skatten på arbejde. De har fremlagt et forslag sammen med Socialdemokraterne, der ville betyde, at alle grupper i samfundet ville få en skatteprocent på 42. Læs mere i NORDJYSKE tirsdag.