Politikeren: - Nordjylland skal opleves og fortælles

Orla Hav vil give turisterne en del af Nordjylland med hjem i form af historier. Og så skal vi give dem en oplevelse, som de forventer i stedet for "et køkken, som ikke bliver brugt"

NORDJYSKE fanger amtsborgmester Orla Hav (S) midt i sin ferie, som bliver nydt i den nordvestlige del af Vendsyssel. Han er sikker på, at der er mere i den nordjyske turisme end i øjeblikket, men fra hans bord er han klar over, at det er svært at agere på området. - Det hjælper jo ikke noget, at vi i amtet har en god idé, for vi kan ikke gå ud og lave konkurrence på det private marked. Det er en blanding af offentlige og private interesser, der skal få det til at fungere, konstaterer Orla Hav. Han vil gerne være med til "at uddanne" politikere og embedsmænd i turisme, men de kan blive nok så kloge, hvis ikke nordjyderne vil tage imod turisterne. - Turisme er flere ting. Det er både en forretning, men det er også glæden ved at have gæster i vores egn. Man er nødt til i nogle områder at finde ud af hvilke turister man kan leve af og leve med, pointerer Orla Hav og trækker et eksempel fra "Kom På Toppen"-temaet frem. - Jeg brød mig ikke om eksemplet med at sammenligne en ferie i det nordjyske som at investere i et nyt, flot køkken og så ikke bruge det. Vores opgave må være at sikre, at der er overensstemmelse mellem det turisterne forventer og det, de får, ellers kommer de jo ikke igen. Vi skal være omhyggelige med, at vi sælger det, vi lover, siger Orla Hav. Han vil gerne sælge Nordjylland til turisterne. - Vi skal sælge sjælen. Eksempelvis som i Skagen, hvor havnemiljøet oser af velvære og autencitet, når kutteren sejler ind med friske fisk. Det er de små oplevelser, som lige giver prikken over i'et. Desuden har Midt-Nord Turisme et fremragende forsøg i gang i Han Herred, hvor en god fortæller stiller sig op to gange om dagen på steder i landskabet. Her kan turisterne og ligeledes lokale høre gode historier ved monumenter i stedet for bare at se og læse på inskriptionen, hvad der er foregået på stedet. Som for eksempel bondeoprøret ved Husby Hole i 1441. Det gælder om at få sat kød på, fastslår amtsborgmesteren.