EMNER

Politikeres eget ansvar

LEDER Valgkamp kan blive meget beskidt og præget af mudderkastning - det er...

Uanset hvornår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på knappen - og måske er det i virkeligheden kun et spørgsmål om ganske få dage - er der udsigt til et par ugers helt usædvanligt beskidt valgkamp, fyldt med hårde angreb, mudderkast og stød under bæltestedet. Som led i den valgkamp, som jo alligevel ikke er nogen valgkamp (endnu), har det regeringsbærende parti Venstre valgt allerede at køre noget, der mest af alt ligner det halvtunge skyts i stilling med en stort anlagt kampagne, der - i stedet for at fremhæve egne fordele - sætter fokus på modpartens ulemper. "Kig bag facaden" er titlen på kampagnen, der åbenlyst har til formål at se nærmere på konsekvenserne af en eventuel valgsejr til "rød blok". For eksempel hedder det: "Kære Helle og Villy, hvorfor skal de, der arbejder i København, betale op til 18.000 kroner om året i bompenge - bare for at passe deres arbejde?". At det lige er endt med at blive 18.000 kr. bygger ikke umiddelbart på konkret viden, for mens S-SF det seneste stykke tid har haft travlt med at afgive løfter om både det ene og det andet, er det småt med konkrete meldinger om pligt- og betalingsdelen, og nogen præcis årlig udgift til S-SF's idé om bompenge får man da heller ikke ud af Socialdemokraterne i skikkelse af politisk ordfører Henrik Sass Larsen, som i stedet hæfter sig ved selve formen: "Det er usædvanligt, at et regeringsparti entydigt satser på at lave en så massiv skræmmekampagne mod oppositionens politik. Så hvis det er et forskræp, hvad vi ellers kan vente os, så ser det egentlig lidt dystert ud". Hvor beskidt og mudderkast-agtig valgkampen ender med at blive, især i lyset af næsten daglige meningsmålinger, er helt op til den enkelte politiker, som - når valgkampen for alvor går i gang - har et personligt ansvar for en meget høj grad af saglighed, redelighed og gennemsigtighed. Derfor handler det også om at få konkrete tal på bordet og ikke nøjes med at feje spørgsmål om detaljer af med en standardbemærkning om, at "det må vi se på efter valget".