Politikeres private pris

"I tilfælde af bombetrussel må elevatoren ikke benyttes". I mere end ti år har det lille metalskift hængt lige over de grønt lysende etageknapper på vej op til udenrigsministeren på sjette sal i ministeriet på Asiatisk Plads. Og i alle de ti år har det slået denne kommentator, at nok er der tænkt på alverdens sindssyge handlinger i ministerens officielle verden, men det er stoppet ved privatadressen. Når ministerbilen havde sat skiftende ministre af derhjemme, så havde Niels Helveg Petersen som væsentligste beskyttelse sin lille glade hund Ruffe, Mogens Lykketoft havde Jytte Hilden og Per Stig Møller det, at hans hjem i Kirkelte er så svært at finde. Bevares, der er installeret alarmer og i hede verdenssituationer er en lokal patruljevogn sendt forbi med passende mellemrum. Men det hører til undtagelserne, at sikkerhedsfolk har sovet på sofaen i dagligstuen, selv om det er sket og overvågningen er taget til især efter Irak-krigen. Nogen vil kalde det typisk dansk. Eller svensk, som tragedien med en ubeskyttet Anna Lindh på indkøbstur så tydeligt viser. Men tag ikke fejl. Politikerne er ikke så naive, at de ikke ved, det kan ske for dem alle. Men de har truffet valget. Der kan være en pris at betale for privatlivets fred uden sikkerhedsfolk. Men danske politikere lukker øjnene bevidst. Trods dyb sorg over Anna Lindh sætter Mogens Lykketoft ikke cyklen i stativet. Han vil stadig kunne mødes på den tohjulede på Østerbro i København uden sikkerhedsfolk i en følgevogn bagved. Både som oppositionens førstemand og som minister. Alle toppolitikere har nemlig været igennem det. De prøvet det modbydelige i udefinerbare eller helt konkrete trusler og nogle af dem har endda måttet gennemleve angsten i korporlige overfald. Men de har besluttet ikke at ligge under for det. Argumentet er de fælles om. Der er kun en taber, hvis der er sikkerhedsfolk i vejen, hver gang de møder befolkningen. Det er åbenhed og demokrati. Man kan vanskeligt sige, diskussionen er ny. Da Oluf Palme i 1986 blev dræbt på Sergels Torg i Stockholm, var det mere end hundrede år efter, at den danske konseilpræsident Estrup kun reddede sit liv foran porten til sin opgang, fordi hans frakkeknap med metal og horn under stoffet stoppede kuglen fra attentatmanden Julius Rasmussens tromlerevolver. Taget til Alligevel er det som om, at vold og trusler som politisk aktionsform er taget til herhjemme de senere år. Nu skete det i Stockholm, men forskellen på Danmark og Sverige er ikke større, end danske politikere er sig bevidst om, at det også kan ske i København. I firserne blev det ved truslerne, da politikere som den radikale Bernhard Baunsgaards eller socialdemokraten Ole Espersens liberale udlændingepolitik satte dem på højreekstremisternes hadeliste. Hundelorte i kuverter, tilsendte patroner eller i Baunsgaards tilfælde en dødsdom afsagt af navngivne tyske nynazister hørte til dagens orden. Andre politikere har siden oplevet det samme. Det er den slags, de færreste taler om på Christiansborg af frygt for, at eksemplet smitter. I halvfemserne tog det yderligere fart, da statsminister Poul Schlüter måtte søge ly for autonomes stenkast under politiets skjolde, mens han talte på Rådhuspladsen for besættelsenstidens ofre. Og Poul Nyrup Rasmussen blev bombet ud af Fælledparken med æg og tomater en 1. maj. Det tog ti år, før han kom tilbage. På nethinden i nyere tid står overfaldene på Pia Kjærsgaard på Nørrebro og i Flensborg samt naturligvis statsminister Anders Fogh Rasmussen, der både har fået æg i hovedet på Nørrebro og sammen med Per Stig Møller er overhældt med rød maling på Christiansborgs gange trods de ledsagende specialuddannede sikkerhedsfolk. Spytklat og tilråb Fællesnævneren for det hele er, at det er sket, mens politikerne har været på arbejde, om man så må sige. Herhjemme bliver det ellers højst til grimme tilråb, når politikerne færdes privat. Og mange politikere kan ikke engang berette om det. Tværtimod vil de nødigt undvære den lille kontakt og den korte snak med politisk interesserede i den lokale Brugs lørdag formiddag. Derfor maner det til ekstra politisk eftertanke, at Anna Lindh blev dræbt, mens hun var på indkøb som helt almindeligt menneske og ikke som minister. Tilsyneladende som offer for noget, der var mere impulsivt end organiseret. Selvfølgelig tænker danske politikere deres. Og med dem også deres familier. Alligevel nægter politikerne stålsat at give køb på deres privatliv. De ved bedre end de fleste, at magt er, når man får nogen til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Den kollektive følelse er, at voldsmændene vinder en smule, hvergang det er nødvendigt at skærpe sikkerheden. En holdning, der kun kan aftvinge respekt.