Frederikshavn

Politikerne lytter til kritik

Der skal mere styr på ældremaden - politikerne træffer den endelige beslutning i oktober

Nu skal de ældre have ordentlig mad hver dag. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Nu skal de ældre have ordentlig mad hver dag. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Som NORDJYSKE tidligere har fortalt, har der været sønderlemmende kritik af maden i en Leve-Bo-enhed i Skagen.

Tit og ofte bliver beboerne spist af med pulvermad og risengrød, fordi personalet ganske enkelt har for travlt.

Kritikken kommer fra en pårørende til en dement, og kritikken er sendt rundt til samtlige byrådsmedlemmer.

Socialudvalget har netop haft sagen på dagsordenen. Og meget tyder på, at politikerne har taget kritikken til sig.

Yderligere beregninger

- Et enigt udvalg har bedt forvaltningen om at få nogle yderligere beregninger omkring maden i Leve-Bo-enhederne. Det handler om, at vi skal prøve at tilberede maden på en måde, så der bliver større tilfredshed. Nu skal sagen først ud i høring hos ældrerådet, handicaprådet og de kommunale ansatte. Og i næste måned træffer vi så beslutning om, hvad vi gør med madlavningen, siger formanden for socialudvalget Jørgen Tousgaard (S), der ellers holder kortene tæt ind til kroppen med henblik på de ændringer på madområdet, der tilsyneladende er på vej.

Leve-Bo-enhederne er alle udstyret med et køkken, og filosofien er, at beboerne skal være med til at lave maden fra bunden og nyde duften.

Men konsekvensen af, at borgerne skal være længst muligt i eget liv og i eget hjem, er, at beboerne ude på centrene bliver dårligere og dårligere og mere og mere plejekrævende.

Personalet har travlt

I forvejen har personalet travlt, og i visse enheder er der ganske enkelt ikke overskud til at tilberede mad. Derfor ender det ofte med pulvermad og risengrød.

I følge NORDJYSKEs oplysninger kan de kommende ændringer på madområdet for eksempel betyde, at personalet skal - i visse enheder - koncentrere sig om plejen. Maden kommer så ”ude fra” og skal varmes i køkkenet.

Til gengæld skal det sikres, at beboerne får ordentlig mad hver dag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst