Børnepasning

Politikernes fokus på maven

En af morgendagens mødre trækker på skuldrene af politikernes leflen

AALBORG:30-årige Mette Hovgesen fra Hasseris er en ombejlet kvinde. Ikke kun af sin kæreste og sin familie, men også af politikerne. Som højgravid er hun snart mledlem af en af landets mange børnefamilier. Og politikerne har i det seneste par uger kæmpet om at komme med de bedste forslag for denne betydningsfulde gruppe. Socialminister Henriette Kjær slog tonen an med vidtgående forslag blandt andet om, at kommunen skal stille babysittere til rådighed. Mette Hovgesen, der til daglig er klasselærer på Vejgaard Østre Skole, har kun et skuldertræk til overs for politikernes leflen. Hun føler, at hun får gode vilkår som mor. - Det er dejligt, at der er så meget fokus på området. Men jeg synes i forvejen, at jeg som lærer har utroligt gode vilkår, siger Mette Hovgesen, der er sat til at føde en søn 3. marts. Det bliver primært hende, der skal gå hjemme ved barnet, fordi kæresten, Klaus Hove, arbejder som eksportsælger i en privat virksomhed. Hun har bedre mulighed for at sætte jobbet på standby. Faktisk har hun ret til et års barselsorlov fra skolen, men så meget agter hun dog ikke at bruge. - Som udgangspunkt vil jeg ikke tage det hele, for jeg synes, at det er lang tid at gå hjemme med barnet. Hvis jeg får et barn, der er meget syg, er det måske godt at være hjemme i hele perioden, men ellers tror jeg, at et barn har godt af at komme ud blandt jævnaldrende og få modspil i en institution, fortæller Mette med maven. Fleksibel børnepasning Hvis hun endelig skal pege på noget, som hun gerne så anderledes, er det priserne på en institutionsplads. Derudover ser hun også gerne mere fleksibel børnepasning. For eksempel mulighed for at sende sit barn i en børnehave eller dagpleje på deltid - og så også kun betale halv takst. Et forslag som Henriette Kjær også har kastet sin kærlighed på. Den sidste ting, den højgravide aalborgenser savner, er længere tid at løbe på, inden arbejdsgiveren skal have besked om, hvornår hun kommer tilbage på i jobbet. Senest otte uger efter fødslen skal hun give arbejdsgiveren en melding om det, og det kan være svært at sige. - På det område ville det være rart med lidt mere fleksibilitet, fordi det er tidligt at skulle vurdere, hvornår jeg har tænkt mig præcist at komme tilbage. Hvis det kunne laves så det ikke var til stor gene for arbejdsgiveren, ville det i hvert fald være dejligt, hvis man kunne vente lidt, siger Mette Hovgesen og forestiller sig, at man kunne vente fire måneder. Mette Hovgesen glæder sig til om en fjorten dages tid, når hun formentlig har født en søn på Sygehus Nord i Aalborg. Men hun er også spændt på rollen som mor. - Det er en stor udfordring. Man føler næsten, at man skal være professionel for at få barn. Man får jo brochurer om dit og dat skudt i nakken, forklarer 30-årige Mette Hovgesen.