Politimand er på hævntogt i Los Angeles

Stor politistyrke jager fyret politimand, der tager hævn på eks-kolleger.

Udland 7. februar 2013 19:37 - Opdateret 7. februar 2013 19:41

Politimand er på hævntogt i Los Angeles

Politiet i Los Angeles har iværksat en omfattende eftersøgning efter en afskediget politimand, som menes at have dræbt tre mennesker i Californien - deriblandt en tidligere kollega.

Den eftersøgte, Christopher Jordan Dorner, har via internettet truet med at dræbe en kollega, som han beskylder for at være i skyld i hans fyring, og han har truet andre politimænd og deres familier.

- Jeg har aldrig selv haft muligheden for at stifte min egen familie, så nu gør jeg det af med din, har han skrevet til politimanden Randy Quan ifølge Los Angeles Times.

Dorner menes at stå bag drabet på Quans datter søndag. Hun blev skudt sammen med sin mand.

Myndighederne i Los Angeles har sørget for beskyttelse af Quan og en række andre personer, som den 33-årige Dorner vil hævne sig på. Politiet betegner ham som "bevæbnet og ekstrem farlig."

Onsdag angreb Dorner så to politifolk i Riverside, øst for Los Angeles. Den ene blev dræbt og den anden blev såret.

En af politiets elitestyrker er sat ind i jagten på Dorner.

Den eftersøgte, der har navngivet alle de personer, som han er efter, eftersøges i et kæmpestort område i storbyen: Kern, Santa Barbara, Ventura, Los Angeles, San Bernardino, Orange, Riverside, San Diego og Imperial.

Under den intense eftersøgning er yderligere to kvinder blevet rapporteret dræbt af skud. De skulle ifølge flere lokale medier ikke have nogen tilknytning til sagen.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...