Politimand i ånden

film “The Spirit” # # # # ¤ ¤ Det skete i de dage, at en ung, idealistisk politimand, Denny Colt (Læs: Deny Colt/Nægt skydevåben), blev dræbt i tjenesten af en skrupelløs forbryder. Men døde han? Nej, det gjorde han ikke - han genopstod i hvert fald fra de døde og vendte tilbage i tjenesten, men gav sig kun til kende for ganske få betroede. Og således fortsatte han, i sin nye skikkelse, arbejdet som håndhæver af det godes lov, orden & retfærdighed, men nu udødelig og hemmelig og uden frygt og dadel. Sådan da. Det er Frank Miller, den store Barman-tegner og filmskaber - “Sin City” og “300” - der har lavet denne filmatisering af tegneserie-ikonet fra serieverdenens dinosaurus-tid. The Spirit er en tegneseriefigur fra 1940, skabt af den amerikanske tegner og serieskaber Will Eisner i 1940 som en reaktion på den superheltegenre, der oversvømmede det amerikanske seriemarked. Modsat alle andre superhelte var The Spirit en mand af folket, almindelig middelklasse med en rå baggrund fra slummen, og det miljø, han færdes i, svarer til det - det er baggyder, industrikvarterer, boligkaserner, alt er vådt, beskidt og fattigt er der omkring ham. Han er en vred, socialt bevidst ung politimand med en sag. Selv fra slummen ved han hvad det handler om, og han stopper ikke. Særlig ikke nu, da han er levende død og derfor nogenlunde usårlig. En slags kemisk spøgelse efter mødet med en af branchens talløse gale videnskabsmænd (længere rakte ikke engang Will Eisners originalitet). Som i alle gode tegneserier i denne genre er der skabt et helt særligt univers omkring helten. Central City er navnet på et New York gone (endnu mere) bad, og her huserer tusindvis af almindelige forråede tanere som gadebanditter, muggere og småtyve. Men i slummens sump er der også grøde til virkelige galninge, som f.eks. Octopus, der har fået samme sære livsopsættende indsprøjtning som The Spirit. Det gør ham lige så udødelig og derfor til en jævnbyrdig modstander - dog med den fordel, at han også er fuldkommen skruppelløs, mens The Spirit trods sin sociale arv stadig tynges af besværlige retfærdigheds- og moralbegreber. Filmens grundkonflikt er kampen mellem de to - Octopus og Spirit. Men nok så spændende er optegningen af historiens miljø. Byen som en slags hovedperson, rå, rusten, rotteplaget, rodfæstet i en dyb, dunkel undergrund af kloakker og organiseret kriminalitet. Politiet som en ormstukken organisme, hvor man skal kende den enkelte personligt for at kunne stole på ham. Forureningen liggende som en oliepøl i storbyens hjerte, med tunge maskindele stikkende op som benpiber i den giftige kemiske dis. Her arbejder “The Spirit”. Men når han vender ryggen til, går han ind i det lyse borgerlige miljø, han lever for at forsvare. Her kan man komme på hospitalet og blive forbundet af smukke læger eller gå til middage og velgørenhedsfester. Her har The Spirit gerne sin gang, for sammen med sin udødelighed og moralske uskyld har han også fået en ulyksalig evne til at bedåre smukke kvinde - gode såvel som farlige. De er omkring ham hele tiden, lige fra politichefens datter og barndomskæresten og den evigt lokkende dødsengel, Lorelei, til forbryderverdenens femmes fatales, smukke, langbenede, højbarmede kvinder i selvbærende småkostumer, alle med en sælsom forkærlighed for mishandling og anden udnyttelse af forsvarsløse mænd med maske, en konstant risiko for den stakkels Spirit - der på sin side har stor glæde af at få dem til, en efter en, at forstå, at de kan have langt større glæde af ham, hvis ikke de skærer alt muligt af ham først. Filmen er en charmerende superheltefilm, og selvfølgelig skulle vi også have den. Selv om det formentlig er relativt få under 40, der for alvor husker og elsker den gamle serie, er det her en god lejlighed til at gengive The Spirit og hans plads i det tegneserieunivers, der nu er flyttet ind i biograferne som en uudtømmelig råstofressource til storfilm mange år frem i tiden. Man kan beklage, at Frank Miller har fået så uindskrænket magt til at gøre Will Eisners Spirit-verden til sin egen, for dermed går en meget stor del af rå skønhed i Eisners skulpturelle, superdetaljerede baggårdsverden tabt. Den erstattes selvfølgelig af Frank Millers egen knivhuggede undergangsgrafik i sort, hvidt og rødt, men selv om det er flot er det altså ikke Will Eisner. Det kunne have været spændende, hvis der havde været mod til at lave hans film i stedet for at gøre det med den velafprøvede Sin City-skabelon. Så er det sagt. Men så skal det også siges, at det er fed film fuld af gode, saftige replikker, effekter og ideer - og lavet med stor veneration for Will Eisners morbide og samtidig empatiske tilgang til den verden og det menneske, han beskriver. Og med en meget fin rollebesætning, som spiller med masser af lyst og indlevelse: Samuel L. Jackson som Octopus, Scarlett Johansson som hans partner og kampfælle, Gabriel Macht som The Spirit samt Eva Mendes, Sarah Paulson, Paz Vega og Jaime King som de farlige damer. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “The Spirit” Manuskript og instruktion: Frank Miller Efter tegneserien af Will Eisner Fotograf: Bill Pope Klip: Gregory Nussbaum Musik: David Newman Spilletid: En time, 50 min. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg, Frederikshavn, Hjørring og Thisted.