Politimand skifter forklaring om stjålne lamper

Kostbare designerlamper blev fra 2013 til 2015 stjålet af ansat fra Politigården i København, påstår anklager.

To ansatte i politiet er tiltalt i en sag om tyveri og hæleri af kostbare lamper fra Politigården i København. Fem bordlamper og tre lysekroner er stjålet, mener anklagemyndigheden, der vurderer prisen til at være cirka 310.000 kroner. I alt er fire tiltalt, og alle nægter sig skyldige. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

To ansatte i politiet er tiltalt i en sag om tyveri og hæleri af kostbare lamper fra Politigården i København. Fem bordlamper og tre lysekroner er stjålet, mener anklagemyndigheden, der vurderer prisen til at være cirka 310.000 kroner. I alt er fire tiltalt, og alle nægter sig skyldige. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fem bordlamper og tre lysekroner var en for stor fristelse for en politimand, der stjal fra sit arbejde, Politigården i København, påstår anklagemyndigheden.

Han nægter sig onsdag skyldig i sagen i Københavns Byret.

Efter sin anholdelse i august 2016 tilstod han ellers at have stjålet først to bordlamper fra sin arbejdsplads. Året efter stjal han yderligere tre bordlamper og lysekroner, sagde han dengang.

Men tilståelsen var en løgn. Det var et meget stort psykisk pres på grund af problemer på hjemmefronten, som havde fået ham til at tilstå, lyder forklaringen onsdag fra den suspenderede betjent.

- Den menneskelige rygsæk var for tung, og jeg var ved at drukne.

Han ville have sagen ud af verden hurtigst muligt.

Derfor tilstod han, hvad senioranklager i sagen, Line Scharf, kalder "meget detaljeret", hvordan han havde skaffet de i alt otte værdifulde ting, som han gav videre til en anden politimand samt to venner.

- Jeg vidste, at mit privatliv nok ikke kunne bære det. Derfor vælger jeg at inkriminere mig selv med en tilståelsessag.

Anklageren siger, at hun ikke forstår det:

- Du er politimand! Hvorfor tilstår du noget, du ikke har begået?

Den tiltalte, iført lyseblå skjorte og slips, svarer igen:

- Hvis man har lidt empati, kan det godt være, at man kan forstå, at man har brug for at sætte en streg i sandet.

De påstået stjålne sager har stor værdi. Tre af bordlamperne, designet af arkitekt Aage Rafn, fik hammerslag ved henholdsvis 40.000 kroner, 47.000 kroner og 65.000 kroner.

Aage Rafn spillede en stor rolle ved udformning af Politigården, hvortil han designede blandt andet lamper.

Sagen fortsætter over flere dage. En anden politimand er anklaget for hæleri, og det samme er to venner. Også de nægter sig skyldige.

Den hovedtiltalte siger, at han i virkeligheden helt tilfældigt på gaden på Frederiksberg mødte en gammel ven. Da vennen åbnede sin varevogn, så han nogle lamper, som han købte af ham. De var magen til en, der lå i hans barndomshjem, som faren muligvis havde fået af en betjent.

Pengene fra salget af lamperne er ifølge den hovedtiltalte gået til "hverdagen, boliglån og fertilitetsbehandling".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.