Politi

Politimester forladersnart kontor

Sikkert og vist er det nu, at politimester Poul Nørgaard snart skal forlade det fine kontor, som han for fire år siden indtog, da Per Klingenberg valgte at kaste håndklædet i ringen.

Tillad mig imidlertid at starte et ganske andet sted. 1. juni fik borgerne i det nordvestlige Vendsyssel nemlig igen Hjørring AVISEN smidt ind af brevsprækken. De journalistiske indslag præsteres stort set fra ende til anden af Ulla Højgaard, som må være en særdeles travl dame. Kvaliteten er desværre omvendt proportional med antallet af anslag, hvilket bringer os tilbage til emnet. På side 22 i den nævnte udgave agerer Ulla Højgaard således ukritisk pennefører for kriminalinspektør Henri Gade, som på billederne ligner en glad mand med næsen i sky. Det har Henri, som den joviale skribent selvfølgelig straks er på fornavn med, åbenbart også god grund til at være. Altså glad. Han er nemlig ansat ved Hjørring Politi, hvor der angiveligt hersker en god ånd. Jamen, det udtalte den fornøjede kriminalinspektør minsandten. Der hersker simpelthen bare en god ånd, selv om pressen, fortsat ifølge Henri Gade, har forsøgt at bevise noget andet. Dermed bringer kriminalinspektøren sig ikke overraskende på linje med politimester Poul Nørgaard, som i særdeleshed har gjort sig bemærket med en særegen evne til at fortrænge den besværlige virkelighed, der ligger begrædeligt langt fra det skønmaleri, som ledelsen og fællestillidsmand Jens Jørgen Møller Nielsen forgæves forsøger at tegne. At Poul Nørgaard snart må forlade sit kontor, er såmænd heller ikke noget, jeg har drømt. Det er tværtimod en nyhed, som Claus Dindler 19. maj bragte til torvs i Ugebrevet Hjørring, der er en anden lokal pamflet, som digitalt kolporteres til op imod 800 såkaldte beslutningstagere. Vel at mærke ikke en revolutionerende nyhed, idet Poul Nørgaards afgang såmænd bare er en naturlig konsekvens af den reform, som de eksisterende politikredse står foran. Afgangen skal ikke her beklages, al den stund Poul Nørgaard efter alt at dømme har været til større ulykke end gavn for Hjørring Politi. Han blev ansat for at rydde op efter skandalesagen om det ulovligt installerede sporingsudstyr i en mistænkts bil, men siden hen er det kun gået ned af bakke for den lokale ordensmagt, som gang på gang har gjort sig uheldigt bemærket. Mildt sagt. Hvad der bringer Claus Dindlers analyse i erindring er da heller ikke den gode nyhed om Poul Nørgaards snarlige retræte, men derimod førstnævntes tåkrummende postulat om, at der ikke kan koges mere suppe på ovennævnte sag. Som gammel journalist kan det forhåbentlig ikke være forbigået Claus Dindlers opmærksomhed, at der ikke kun er tale om én sag, men derimod om en efterhånden bekymrende lang række af skandaler, som tilsammen tegner billedet af en betændt korpsånd, der helt forståeligt har bragt politiet i offentlighedens fedtefad. Det lokale politis meritter tæller som bekendt episoder som eksempelvis installeringen af det før omtalte sporingsudstyr, en vilkårligt henrettet hund, vådeskud igennem taget på en politibil, mistænkeliggørelse af personer, der anstændigvis ville underrette ordensmagten om misbrug af et barn, årelang mobning af ellers gode kollegaer, som mistænktes for at have gjort noget så anstødeligt som deres borgerpligt og sidst, men ikke mindst ransagning i strid med retsplejeloven, samt forskelsbehandling af tilbageholdte piger og slet skjult fusk med politirapporter. Skal en enkelt petitesse med, kunne en formiddagsavis for resten også for et års tid siden berette om svind i en pengekasse, som kun stationens eget personale havde adgang til. Så mon ikke Hjørring Politi og borgerne alt i alt kan være godt tjente med, at Poul Nørgaards stilling snart bliver nedlagt. Det forklarer også justitsministerens og rigspolitichefens tøven overfor en mere aktiv indgriben. Forhåbentlig får en stærk og centraliseret ledelse så endelig styr på den i visse kredse tydeligvis afsporede korpsånd. Man har da lov at krydse fingre, om end de fromme forhåbninger før er blevet skudt i sænk.