Politimorder vil gå til Højesteret

KØBENHAVN:Politimorderen Steen Viktor Christensen vil søge om fri proces for at gå til Højesteret og få prøvet frifindelsen af Justitsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen for hans 21 måneder lange enrumsanbringelse. Det oplyser hans advokat, Peter Hjørne. - Vi mener stadig, at der lå usaglige hensyn til grund for den enrumsanbringelse. Man holder ikke en mand, der ikke er flugttruet, i enrum ud fra saglige hensyn. Det var værre end det, amerikanerne foretager sig på Guantánamo, siger Peter Hjørne. - Og han kom jo kun ud i almindelig afsoning, fordi vi begyndte at rumstere. Der har ikke været problemer med at have ham i almindelig afsoning, siger advokaten. /ritzau/