Udenrigspolitik

Politisk aftale er den bedste løsning

Oppositionsleder kom kortvarigt ud fra sit skjul og foreslog politisk aftale som løsning på konflikt

Harare: Oppositionen i Zimbabwe er åben overfor forhandlinger med præsident Robert Mugabe. Oppositionslederen, Morgan Tsvangirai, begav sig i går i få timer ud i frit rum, efter at have opholdt sig næsten tre dage på Hollands ambassade. Tsvangirai begyndte dagen med at bede omverdenen om at sende fredsbevarende styrker til Zimbabwe. Mugabe og hans tilhængere anklager Tsvangirai for at være en landsforræder, der er i Vestens sold, og efter at have forladt ambassaden, uddybede Tsvangirai sin opfordring, der var rettet mod FN. - Jeg bad ikke om en militær intervention, men om bevæbnede fredsbevarende styrker, fortalte Tsvangirai ved et pressemøde, inden han kørte tilbage til sit tilflugtssted på Hollands ambassade. Kravet om en fredsstyrke står dog ikke til at blive indfriet, eftersom det toneangivende Sydafrika afviser ønsket. Tsvangirai opfordrede Den Afrikanske Union (AU) og Det Sydlige Afrikas Udviklingssamfund, (SADC) til at lede en "overgangsproces", der skal føre til en politisk aftale. Partilederen vil dog før eventuelle forhandlinger med Mugabe først have løsladt generalsekretæren for sit parti, Bevægelsen for Demokratisk Forandring, MDC. En betingelse for forhandlinger er desuden, at Mugabe aflyser fredagens anden valgrunde, som Tsvangirai søndag trak sig fra, fordi han ikke ville have flere tilhængere slået ihjel. Ifølge oppositionen er mindst 86 aktivister blevet dræbt af Mugabes tilhængere i løbet af de seneste to måneder. - Vi har sagt, at vi er villige til at forhandle på denne side af den 27. og ikke på den anden side af den 27., siger Tsvangirai og henviser til fredagens valg. Samtidig fortsatte konfrontationerne. Politiet stormede ifølge en MDC talsmand partiets hovedkvarter i byen Mutare, hvor 200 personer, der var flygtet fra den politiske vold, havde søgt tilflugt. Konflikten får nu udlandet til at stramme skruen yderligere om Mugabe. SADC-landene mødtes onsdag til et krisemøde, hvor de opfordrede Mugabe til udskyde fredagens valg til "en senere dag," fordi valget ikke vil være frit og retfærdigt. Det toneangivende land, Sydafrika, deltog dog ikke i mødet. Den tidligere kolonimagt, Storbritannien, som Mugabe angiver som sin hovedfjende, arbejder på at indføre hårdere sanktioner mod medlemmerne af Mugabes regime. EU har i forvejen sanktioner overfor 100 navngivne medlemmer af Mugabes inderkreds. Også Storbritanniens cricketunion er med i sanktionerne og gav onsdag Zimbabwes cricketlandshold besked på, at de ikke skal komme på det planlagte besøg i Storbritannien næste år. Valget bliver dog afholdt som planlagt, fordi Tsvangirai trak sig for sent, oplyste Zimbabwes valgkommission onsdag./ritzau/Reuters