REBILD:Efter byrådsmødet i Rebild torsdag aften blev Dansk Folkepartis byrådsmedlem Rikke Karlsson igen diskuteret bag lukkede døre, uden at hun selv var til stede.
Da Rikke Karlsson havde forladt mødet blev der taget initiativ til en pressemeddelelse, hvori 22 af byrådets 25 medlemmer ytrede, at de stadig har fuld tillid til direktionen og dermed til direktør Flemming Hansen.
Rikke Karlsson beskyldte i torsdagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende Flemming Hansen for at komme med urigtige oplysninger.
På sidste uges møde i økonomiudvalget orienterede Flemming Hansen og borgmester Anny Winther (V) i fællesskab om genopretningen af det hårdt kritiserede Center for Familie og Handicap.
I orienteringen lod Flemming Hansen forstå, at en politiker havde ringet til rådgiverne i centret og stillet kritiske spørgsmål til hans måde at lede arbejdet i centret på efter fyringen af direktør Søren Kjær.
Ingen af de fire udvalgsmedlemmer, som NORDJYSKE Stiftstidende talte med var imidlertid i tvivl om, at den politiker, Flemming Hansen refererede til, var Rikke Karlsson.
Magtmisbrug og chikane
Oplandslistens medlem af økonomiudvalget, Søren Søe-Larsen, kaldte det ”magtmisbrug og et udtryk for den grove politiske chikane, som desværre bliver mere og mere almindelig i Rebild Kommune.”
Rikke Karlsson skrev allerede i mandags til borgmesteren og bad Anny Winther om at dokumenterer direktørens påstande.
Forstod ikke kritikken
Anny Winther forstod ikke kritikken og ønskede en drøftelse af sagen i byrådssammenhæng, hvilket Rikke Karlsson kategorisk afviste hele torsdagen.
Efter byrådsmødet blev et stort flertal så enige om, at de stadig har fuld tillid til direktionen og dermed til Flemming Hansen.
Det blev bekendtgjort i en pressemeddelelse til NORDJYSKE Medier efter mødet.
Oplandslistens Rene Axel Aubertin og Søren Søe-Larsen var ikke med i flertallet.
De blev i byrådssalen under udarbejdelsen af pressemeddelelsen.
- Jeg spurgte, om der ikke var nogen, som var interesserede i at finde ud af, hvem der lyver. Er det Anny Winther og Flemming Hansen, der lyver, eller er det Rikke Karlsson, der lyver?
- Jeg spurgte, om vi ikke skulle få det undersøgt, inden vi ytrede tillid til Flemming Hansen, siger Søren Søe-Larsen.
Svarede ikke
NORDJYSKE Stiftstidende ville gerne have spurgt borgmester Anny Winther, Venstres gruppeformand Morten V. Nielsen, socialdemokraternes gruppeformand og viceborgmester Helle Astrup og SFs Bertil Mortensen, hvorfor de havde fundet det nødvendigt at diskutere Rikke Karlsson bag lukkede døre, uden at hun var til stede.
NORDJYSKE Stiftstidende ville også gerne have spurgt, hvorfor der ikke var interesse for at undersøge, hvem der talte sandt, inden pressemeddelelsen blev sendt.
Men ingen af dem har reageret på NORDJYSKE Stiftstidende henvendelser.
Det har til gengæld løsgænger Mogens Schou Andersen.
- Jeg må indrømme, at jeg er nødt til at stå af. Jeg er så dødhamrende træt af det her. Jeg er rygende uenig i Rikke Karlssons måde at gøre tingene på, siger Mogens Schou Andersen.
Mellem jul og nytår kritiserede han selv borgmester Anny Winther for at tillade politisk chikane i byrådssalen.
Nu erkender Mogens Schou Andersen, at han måske begik en fejl ved at være med i flertallet.
- Jeg må indrømme, at jeg gik med til den pressemeddelelse uden at have set den. Det var måske en fejl, men den må jeg så tage på mig, siger han.
Planlagt før byrådsmødet
Mogens Schou Andersen fortæller også, at pressemeddelelsen var planlagt længe inden byrådsmødet.
- Jeg havde hørt fra en udvalgsformand, at der ville blive lavet sådan en meddelelse. Jeg sagde, at jeg ikke ville være med, før jeg havde læst den, men jeg var nødt til at tage hjem, fortæller han som begrundelse for, at han er blandt de 22, som stadig stoler på Flemming Hansen.
- Jo, det kan du godt sige...
Også de radikales borgmesterkandidat Leon Sebbelin er med i flertallet.
- Det er fordi, jeg stoler på forvaltningen, siger han.
Men er det ikke rimeligt, at bede om dokumentation for, hvem der taler sandt. Borgmesteren og Flemming Hansen eller Rikke Karlsson?
- Jo, det kan du sige. Men den ene part vælger avisen før dialogen. Der tegner sig et mønster.
Man kan også sige, at der tegner sig et mønster i, at Flemming Hansen bliver beskyldt for at lyve - igen, og at han - igen - politisk bliver frikendt, uden at nogen har spurgt Rikke Karlsson?
- Ja, men vi har et ledelsesniveau, som er i knæ, og derfor er det vigtigt, at det ikke fremstår som om, der ikke er politisk tillid til direktionen. Skulle det vise sig, at Flemming Hansen har løjet, så er det en ny situation, som byrådet må forholde sig til, siger Leon Sebbelin.
Krav om dokumentation
Rikke Karlsson selv vidste intet om den pressemeddelelse, som et flertal i byrådet formulerede efter, at hun havde forladt mødet.
- Jeg kan kun sige, at det endnu en gang taler for sig selv. Jeg kan kun fastholde mit krav til borgmesteren om, at hun dokumenterer, hvilke rådgivere jeg har talt med og hvornår, siger Rikke Karlsson (DF).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.