Journalistik

Politisk dyneløfteri

Dette er ikke et forsvar for de folketingsmedlemmer og ministre, som kører ud over reglerne for deres gøren og laden med offentlige midler. Det er derimod kritik af de massemedier, der nidkært og på en ufin facon forfølger politikerne.

En politikers samvittighed skal naturligvis være ren som nyfalden sne. Samtidig skal politikerne i et vist omfang være et spejl af det samfund, de lovgiver for. Det er almindeligt kendt, at ord skifter betydning. Det hyppigst brugte eksempel er pendulordet bjørnetjeneste. Betegner ordet en god eller en dårlig gerning? Oprindelig var en bjørnetjeneste noget skidt. I dag vil mange kalde det en kraftanstrengelse af en vennetjeneste. Sådan er det også med ordet politikerlede. Det blev opdaget i 1962 og har indtil denne sommer været udtryk for det forhold, at vælgerne føler lede ved politikerne. Men nu er der sket en ændring. I dag er det politikerne, der er lede ved nogle af medierne og deres redaktører. Ikke mindst i den nyhedsfattige sommertid lader de ansvarlige redaktører deres journalister fremture. Redaktørerne er overbeviste om, at de og kun de ved, hvad samfundet og læserne har bedst af. De lader journalisterne fortsætte med at pille lus i politikerpelsene – akkurat som man ser aber gøre det i zoologiske haver. Det er for de fleste redaktører næsten ubærligt at indrømme, at de har vurderet forkert – eller måske slet ikke vurderet. Det er, som om størrelsen på overskrifterne i nogle medier er omvendt proportional med lusenes størrelse. Som det siges at være en nationalsport at snyde i skat, er også misundelse en disciplin, vi danskere mestrer. Det er det, et par formiddagsaviser praktiserer. Desværre har de fået følgeskab af nogle af de traditionelt mere seriøse aviser. Men de tynde historier hører jo sommeren til med samme usvigelige sikkerhed som, at Loch Ness-uhyret stikker hovedet frem. Uhyret er heldigvis uskadeligt. Men det er mediernes behandling af spørgsmålet om politikernes taxiregninger. Et folketingsmedlem fra Thy, som af indlysende årsager er ukendt, var i sin gode ret til at lade skatteyderne betale taxi fra lufthavnen til sit hjem. Det er ikke harmløst, når medierne baserer de negative artikler på udtalelser af en arbejdsmæssigt forsmået ministerchauffør, om hvem hans tillidsmand direkte har sagt: – Han (chaufføren) har slidt fire kolleger op, der er gået psykisk ned. Den ene er fortsat sygemeldt. Kun de færreste kan forestille sig, hvor lange arbejdsdage ministre og folketingsmedlemmer har. Samtidig lever de et rakkerliv med rejser i både ind- og udland. Til dem, der misunder politikerne deres udlandsrejser, kan jeg af erfaring oplyse, at lufthavne er stort set lige uinspirerende i alle lande. Følgerne af de seneste ugers hetz mod politikerne kan vise sig at blive alvorlige. Hvem stiller frivilligt op til en offentlig post, hvor mediernes gennemlysning er daglig kost? Hvem – bortset fra en bornholmer, som selv tilstod – vil finde sig i dyneløfteri? Hvem påtager sig frivilligt et ansvar, når han eller hun konstant er under mistanke for ikke at have rent mel i posen? Det kan meget vel ende med, at vi og vores land skal styres af en flok nulliteter eller middelmådigheder. Det er jo ikke for pengenes skyld, flertallet lader sig opstille. Udlændinge, der hører, hvordan vi snadrer i den hjemlige andedam, slår sig på lårene af grin. Medierne skal ikke gå efter hullerne i osten, men efter osten. Faldende oplag på stort set alle trykte medier er kun en dårlig undskyldning for petitesserytteri uden bagatelgrænser. Har redaktørerne ikke råd til at købe større sko, må de lade skomageren blokke de gamle. Lad os glæde os over, at der hver dag er over fire millioner voksne danskere, der ikke læser Ekstra Bladet. Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL’s bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver fra Limfjordens bred i Boddum nær Hurup i Thy.