Politisk engageret sanger

Harry Belafonte er kendt som calypsokongen. Selv bryder han sig ikke om titlen, og han er da også andet og meget mere end det.Foto: Scanpix

Harry Belafonte er kendt som calypsokongen. Selv bryder han sig ikke om titlen, og han er da også andet og meget mere end det.Foto: Scanpix

¤Harry Belafonte, amerikanske sanger, skuespiller og aktivist, fylder i dag 85 år. Han er kendt verden over for sine sange, film og arbejdet for menneskerettigheder. Harry Belafonte har kort sagt flere strenge at spille på. Han er født i Harlem, New York, men tilbragte sin ungdom i Jamaica, hvor hans mor er fra. Senere vendte han tilbage til USA, hvor han under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste i den amerikanske flåde. Da krigen var slut, begyndte han som skuespiller og tjente ved siden af til dagen og vejen ved at synge og indspille plader. Ungdommen i Jamaica havde han ikke glemt, og den er også fundamentet i et af hans allerstørste hits "Banana Boat Song". Den specielle calypsomusik, som han introducerede for det amerikanske publikum, blev hans varemærke, og han blev hurtigt kendt som "Kongen af Calypso". Selvom han ikke selv brød sig om titlen, hang den ved. Fra 1950'erne og frem til 2000 optrådte han med sin musik ved udsolgte koncerter, og han har i tidens løb udgivet omkring 40 albums og været med i omkring 20 film. Hans album var det første, der solgte en million LP'er, og han var den første afroamerikaner, som vandt den prestigefyldte Emmy. I 2000 modtog han en Grammy Lifetime Achievement Award, der ærede hans karriere. Harry Belafonte er samtidig kendt for sit humanitære arbejde og var en af borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings nære støtter. Harry Belafonte siger selv, at han har svært ved at adskille sociale og politiske interesser. Han lægger eksempelvis ikke fingre imellem, når han udtaler sig offentligt. Tidligere har han kaldt George Bush for en terrorist og Colin Powell for "house-nigger". Ved en fjernsynsoptagelse i 1968 var han med til at skabe røre i Amerika, da hans arm blev strejfet af Petula Clark. Dette var første gang i USA-fjernsynets historie, at to personer af forskellige racer rørte hinanden. Danmark har han også været forbi. I 2004 besøgte han Tivoli, hvor han blev udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør. Desuden er hans søn David gift med danske Malena Belafonte. /ritzau/